Som sol i en støvet, grumset sandstorm lyser Cecilia Krills stemme op i Western Stars’ filmisk ladede musik. Gruppen albumdebuterede for tre år siden og har nu udviklet sig i en lidt mere melodisk og udadvendt retning, men det er stadig overhovedet ikke til at høre, at Western Stars har rod i nordvestjysk sand og blæst.
Guitarer, trommer og klaviaturer spilles, så man føler sig hensat til en vindtør spillebule på en amerikansk prærie, hvor ensomheden er lige så uophørlig som naturens endeløse vidder. Anelsesfuldt spilles og synges der på melodierne, så store, indre dramaer fornemmes i sange, hvoraf en af de bedste er ’Lavander Grey’ komponeret af Knud Odde.
Trommeslager Peter Dombernowsky spiller også med Howe Gelb i Giant Sand, og guitaristen Nikolaj Heyman hører sideløbende hjemme i Klondyke. Slægtskabet med det skæbnesvangre og følsomme hos navne som Giant Sand, Cowboy Junkies og for eksempel også Neko Case er tydelig i tonerne i Western Stars’ dragende univers.




























