kritik Sensuel soulsangerinde begår lækkert agressivt album

Lyt til artiklen

Nogle soulstemte sangere kommer af med frustrerede og forvirrede følelser ved at råbe igennem. Martina Topley-Bird fortæller på en helt anden, underspillet måde om vrede, indre turbulens og vemod over, at mennesker med tiden og handlingerne kan fjerne sig fra hinanden som isflager, der glider i hver sin retning.

Der er is og ild, aggression og passion, skuffelse og håb i hendes stemme, sange og musik på albummet ’The Blue God’. Men med undtagelse af enkelte ekstrovert sungne passager kommer de komplekse stemninger rent vokalmæssigt blidt og forsigtigt gennem en lys, ganske let sprukken og ren kvindestemme, der fejrer, at dens ejer bliver bedre og bedre til at forstå sig selv.

Det gør ondt. Men en fest er ’The Blue God’ nu alligevel.

Muse for Tricky
Martina Topley-Bird fangede for første gang manges opmærksomhed, da hun spillede en oplysende rolle på Trickys sjæleformørkede triphop-debutalbum ’Maxinquaye’ i 1995. 19 år gammel var den engelske sanger, komponist, producer og musiker mor til sin og Trickys datter og fik rollen som hans muse på hans tre første plader.

’The black Dietrich of soul’ blev hun kaldt i hiphop-magasinet Vibe. I 2003 debuterede hun som solist med ’Quixotic’, og i årene inden og efter har hendes stemme optrådt hos blandt andre Primus, David Holmes, Gorillaz og The Gutter Twins.

Høj melodisk karat

Det var under samarbejdet med Gorillaz for tre år siden, at hun mødte Dangermouse, som lige nu er en af de mest efterspurgte producere. Både som producer af Gorillaz og Gnarls Barkley har Dangermouse skubbet alvorlige temaer i retning af en poppet lyd, hvor elektroniske og håndspillede instrumenter blandes, og hvor melodierne er svære at stå stille til, uanset hvor tunge teksterne er.

Sådan er det også med Topley-Birds andet album. ’Just a memory of you, it feels like poison’, synger hun i ’Poison’. Men hun gør det til guitar- og trommespil, produktion og sensuel stemmeføring, der er lige så meget dansende krop som knust hjerte. ’The Blue God’ er triphop-pop-rock-dance-og-især-soul af høj, melodisk karat.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her