kritik Manu Chao spiller op igen

Lyt til artiklen

Det er seks år siden, Manu Chao sidst udgav et studiealbum, men glemt er den syngende og spillende antiautoritære kosmopolit ikke.

På grund af stor efterspørgsel er hans kommende koncert i Danmark flyttet fra Vega til K.B. Hallen. Og skal man tro hans nye album, ’La Radiolina’, er der chance for at få en koncertoplevelse lige så vild, følsom og politisk som den, tusinder fik på Roskilde Festival for nogle år siden.

Live er Manu Chao og hans anarkistiske cirkusorkester en opmuntrende punket oplevelse i forlængelse af den musik, Manu Chao spillede med sit første band Mano Negra i 1980’erne og 1990’erne.

På ’La Radiolina’ kan man bedre høre alle nuancerne i den nu 46-årige, franskfødte musikers udtryk. Selv kalder han sin musik ’radio bemba’, og den virker også lige så spraglet som en alsidig radiostation.

Der synges og råbes på engelsk, spansk og fransk, og ud over punk er Manu Chao inspireret af ska, rock og brasiliansk pop. Numrene afløser hastigt hinanden, og feststemte politiske slagord sættes hele tiden i relief af mere inderlige, melankolske stemninger.

»Do worry, be happy«, kan man kalde tonen.

Læs Dorte Hygums anmeldelse af cd'en 'Radiolina'

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her