'All I Intended To Be’ er en titel med store ambitioner. Næsten det samme som at sige »værsgo’, her er det hele, som jeg engang drømte om, at det skulle være«. Store ord for en kunstner som Emmylou Harris, der i 40 år har sat sit markante præg på country og rock og har været med til at inkarnere roots-begrebet i amerikansk musik. Emmylou Harris’ nye album er blevet til over en periode på 2 1/2 år, og albummet er da også et udspil præget af omhu for detaljen på alle planer. Bruce Ahern var både hendes producer og ægtemand, da Emmylou Harris midt i 1970’erne brød igennem til et større publikum.
Nu er Ahern tilbage i sadlen som producer og er ansvarlig for at styre lyd og logistik, nu hvor Harris har valgt at arbejde sammen med en række gæster, der trækker tråde mellem før og nu.




























