Lænker og laster rasler vanen tro alt andet end lystigt i Depeche Modes univers. »I’m in chains«, synger en hårdt forspændt Dave Gahan, der for god ordens skyld også er bastet og bundet på åbningsnummeret ’In Chains’.
Og så føler man sig jo på en måde så hyggeligt hjemmevant i favnen hos de særlige poppedrenge fra Basildon. For når det gælder erotik og kærlighed i popformat, så holder besættelsestiden aldrig op for Depeche Mode i almindelighed og sangskriver Martin Gore i særdeleshed.




























