Tiden sukker ikke efter originalitet. Men den får den dæleme alligevel smidt lige i høresneglen på ’Parades’! Det er Efterklangs andet udspil i fuld længde, og fantasifuldheden og den synkroniserede overdådighed af detaljerig musik er kun vokset i format.
Hvor Efterklang tidligere ganske dominerende brugte det elektroniske element helt efter sit eget hoved, er ’Parades’ overvejende instrumenteret ikke-elektronisk. Men Efterklang demonstrerer, at lyden af strygere og klingende klokkespil ikke pr. definition er mindre moderne end electronica.



























