Den nye generation af electronica-piger blomstrer virkelig i disse år. Nyeste familiemedlem er 28-årige Tilde, der debuterer med albummet ’Cha Cha Cha’, hvor superproduceren Troels Abrahamsen har siddet bag pulten. At have så fin en producersignatur på et debutalbum er selvfølgelig noget af et scoop for Tilde, der dog sagtens kan stå på egne ben.
For ’Cha Cha Cha’ har heldigvis ikke meget med latinamerikansk standarddans at gøre, som titlen ellers kunne tyde på, men emmer derimod af lækker electroclash-klublyd. Der er skelet meget til idolerne i The Knife, og produktionen lyder lidt for meget som næste kapitel i Abrahamsens bagkatolog, i tråd med hans sidste projekt ’I Know That You Know’. Kendere vil føle, de har hørt lyden før. Den store nytænkning er sangerindens stemme, der går fra det sensitive til det flabede på et splitsekund.



























