Nye julesange på engelsk sunget og indspillet af en ung dansk, kristen rockmusiker. Ja, puha, man kan næsten ikke finde musehullet hurtigt nok!
Men man kan så også rolig krybe ud igen, for i den normalt så oversøde juletid konstaterer jeg ikke uden forundring, at ’Uncomplicated Christmassongs’ er noget så sjældent som meget personlige og talentfulde julesange, der i sin uhøjtidelige intimitet faktisk føles ægte. Nu kan man mene, at ægthed i sig selv er en diskvalificerende faktor i så kitschet en disciplin som julesange. Men i så fald kan man bare nyde ’Uncomplicated Christmassongs’ som en håndfuld usædvanligt velformede og håndrullede sange fra et talent af de helt store. Omskaber julen Hymns Of Nineveh er et soloprojekt fra Jonas Petersen, der lige præcis nåede at skabe bandet Attrap en sprække af opmærksomhed, før han var videre i teksten.


























