Blandt de talrige musikalske arvinger til 'New York Dolls' er britiske Razorlight, som ikke alene musikalsk har godt fat i lyden af New York i halvfjerdserne, men også har forstået attituden. Sanger Johnny Borrell er ikke bange for at omtale sig som et geni, hvis betydning for musikken er på niveau med Bob Dylans. Mindst. Den slags pralerier giver omtale, men kan selvfølgelig også være den boomerang, der sprænger samtlige guitarstrenge, hvis man ikke kan leve op til dem. Heldigvis for Borrell er Razorlight umanerligt godt kørende på gruppens andet album, som bare bærer gruppens navn. I forhold til debuten 'Up All Night' har Razorlight sjovt nok gjort som New York Dolls og barberet udtrykket ned til det stringente, klassiske og bluesbaserede. Og de holdbare sange står i kø som hits på top 10: det umanerligt veloplagte 'In the Morning', 'Hold On', 'America' og 'Before I Fall to Pieces' har alle potentiale til at blive evergreens i britisk rock. Der er ikke så mange manerer og dikkedarer, bare glimrende sange og gedigent spil. Måske lidt kedeligt og poppet, hvis man vil være kontrær, men de indvendinger skærer Razorlight hurtigt væk. Det er forbasket svært at komme med seriøse argumenter mod, at 'Razorlight' er et helt igennem fortrinligt album. Som dog ikke formår at overraske, når man først er indenfor.