Britiske Muse der, med det forbløffende 'Black Holes & Revelations', atter formår at forandre udtrykket og ender med at overgå sig selv. Sydende synthesizere indleder den første sang, 'Take a Bow', der lyder som en fusion af danske Baal og tyske Kraftwerk. På 'Supermassive Black Hole' er synthesizeren atter fremtrædende sammen med en lækker lille guitarfigur. Sanger Matt Bellamy har forvandlet sig til Prince i front for et industrialband, der hygger sig med lidt r'n'b! På 'Assassin' høvler og hamrer bandet igennem, så heavy metal-fans må bøje nakken. Og på 'Map of the Problematique' lyder Muse næsten som Depeche Mode med rockfornemmelser. I sandhed et komplekst og forunderligt udspil, der hele tiden holdes så stramt sammen og lyder så djævelsk godt, at man må bøje sig for et band, som tager sig tid - i dette tilfælde tre år - til at skabe et værk. Et vægtigere, musikalsk mere udfordrende og underholdende indlæg til fordel for cd'ens og rockalbummets bevarelse skal man lede længe efter. Hvad man så muligvis kan være ligeglad med, al den stund Jorden er ved at gå under, og vi alle er ved at blive opslugt af de sorte huller af ligegyldighed, forurening, krig og grådighed. Altså ifølge Muse og titlen på deres udspil. De dystre tanker har ikke forhindret gruppen i at begå et massivt album, som man bør unde sig selv, og som bør få alle fra Radiohead over Kashmir til Pink Floyd til at spærre ørerne op.
kritik Næsten som Depeche Mode
Lyt til artiklen
