Det er med rystende hænder og ængstelige ører, at man sætter den canadiske electroclash-musiker Peaches nye plade på. For hvad har galningen nu fundet på? Siden hun debuterede i 2000 med det provokerende undergrundshit 'Fuck the Pain Away' fra pladen 'The Teaches of Peaches', er den tidligere musiklærer blevet udråbt til nyfeministisk ikon. Peaches er vældig seksuelt eksperimenterende med sin drengede krop og sit behårede skridt. Den sexede trashstil fortsatte på albummet 'Fatherfucker' fra 2003, og nu forsøger Peaches sig altså med en semipolitisk titel: 'Impeach My Bush', der både hentyder til manden i Det Hvide Hus og busken i Peaches små stramme shorts. Men det er så også så politisk, som det nogensinde bliver. For Peaches vælter stadig rundt i seksualitetens afkroge. Musikken er stadig et cross-over af 80'er electro og ren rock, mens Peaches skiftevis råbesynger, rapper, hvisker, stønner og synger. Et af cd'ens bedste numre er 'Two Guys (For Every Girl)', hvor Peaches lovpriser trekanter med to mænd. Også det Goldfrapp-inspirerede 'Downtown' er en glimrende asfalt-glam-disco-sang. Overordnet er det perverst, nasty og ganske underholdende. Men personligt havde jeg gerne set, at frk. Merrill Nisker, som Peaches hedder i sit pas, havde fornyet sig bare en anelse. Men måske er det svært at skifte stil, når man en gang for alle har slået sig op på at være en pervers, højtråbende bitch?
Electroens perverse bitch
Lyt til artiklen
