Ligesom Melodi Grand Prix er heavy metal, dateret til 1980'erne, for længst rubriceret i afdelingen for musikalske tegneserier, proppet til med overflade, klicheer og rentefri lån. Men ofte er det jo netop gennem populærkulturens uforpligtende drengestreger, vi kommer videre. Og lur mig, om ikke Finlands maskerede Melodi Grand Prix-vindere, Lordi, kan bidrage til at bringe nyt liv i den forvitrede slagerdyst og den forvirrede heavy metal-scene. I hvert fald gør de fem forklædte monstre et behjertet, talentfuldt og yderst vellydende forsøg på deres tredje album, 'The Arockalypse'. Sangene er massive som Alperne, beklædt med krystalklare snetoppe i form af omkvædene, og i stenbruddene flår de drøje guitarriffs hårde mineraler ned af bjergvæggene. Smukt er det ikke, men effektivt, melodiøst og muntert. For dem af os, der har hørt Twisted Sister, Kizz og GWAR, er der ikke meget nyt i Lordi, men energien, den smittende begejstring og den befriende mangel på selvhøjtidelighed taler til finnernes fordel. De poppede metalrockere som vindersangen 'Hard Rock Hallelujah', 'Who's Your Daddy', 'They Only Come Out At Night' og 'The Chainsaw Buffét' går lige så let ind som mere fredsommelige sange fra MGP. At Lordi så på alle måder er for meget, overdrevne og smagløse, må man tage med. Det er en del af joken, og den er faktisk god.