Fra Arcade Fire til Stars bliver listen over brændende aktuelle bands fra Canada i disse år længere og længere. Ganske vist gik et af de roste bands , The Unicorns, i opløsning efter et enkelt album, men gruppens sangskriver Nick Diamonds dukker hurtigt op igen i spidsen for et nyt foretagende ved navn Islands. Med medlemmer af både Arcade Fire og Wolf Parade parat til at give en hånd. Ikke overraskende. En ånd af kollektivitet præger musikanterne fra Nordamerikas svar på Socialdemokratiet. Coveret til 'Return To the Sea' er prydet med et skilderi af et isskruet skib malet af den romantiske stormester Caspar David Friedrich. Helt så højt til loftet er der ikke i musikken. Der er snarere tale om en variant af den blanding af det grandiose og det pudseløjerlige, der kendetegner The Flaming Lips og især Mercury Rev. To bands, som Islands ikke helt kan matche. Men der er særlige øjeblikke. Som den småsteppende og surrealistiske 'Don't Call Me Whitney, Bobby', der navnetjekker Whitney Houston og Bobby Brown i titlen, men viser sig at handle noget så penibelt som åndens forhold til de små, skrøbelige knogler i skelettet: »bones bones brittle little bones / it's not the milk you seek / it's the sun you need«. Sådan er albummet ganske fyldt med fantasistimulerende grænsenonsens og små langhårede melodier pyntet med sære instrumentale fjer. Blegede hvalknogler, dyrekøbte diamanter og en kulde så rå, at hjernen må svimle skibbruden. Islands søsætter en egen poesi med en stemning af radbrækket Melville. Tekstforfatteren Nick Diamonds er trumfkortet på en fin, forlokkende og temmelig uforståelig plade.