Frostklar melankoli

Lyt til artiklen

Mens Kira & The Kindred Spirits er et af Danmarks allerbedste live bands med en sangerinde med en spændvidde, en intensitet og et nærvær, der ikke tåler sammenligning med hjemlige kolleger, har det knebet med at få det rå udtryk på album. Med dette tredje forsøg kommer bandet og sangerinden Kira Skov tættere på i et mere letflydende, melodisk flow og nogle steder endog meget smukke sange, uden at det dog helt lykkes at ramme mesterværket. Udtrykket er mere nøgent end på 'This Is Not An Exit' fra 2005 og klarere i det musikalske mæle end debuten 'Happiness Saves Lives' fra 2002. Allerede i første sang 'You Didn't Call' viser Kira Skov, at hun har fundet en ny inderlighed i sit vokale udtryk, og den svenske producer Tore Johansson tilføjer en lysere, mere luftig lyd omkring det fortsat djævelsk vellydende band med Rune Kjeldsens eminent spillede guitar som samlingspunkt og pejlemærke. På den frysende ballade 'Turn Around', en iskold skandinavisk morgen efter en fortumlet nat i byen, viser Kira & The Kindred Spirits svenske The Cardigans, hvordan man kan levere elegant pop med en indføling og passion, man ikke kan ryste af sig, når »my dreams are gone away«. Og morgengryet ikke byder andet end erkendelse, opbrud og farvel med sig. Og det fortsætter på den decideret lækre 'Something To Do', der skubbes i gang af en tyk, blød bas af nytilføjelsen, Nicolai Munch Hansen. På endnu en enkel ballade 'Sullen Girl', lyder Kira Skov, ledsaget af blot en akustisk guitar og senere strygere, som en forladt version af sig selv. Underligt, men smukt. Følelsen af melankoli og en vis tristesse vil ikke forlade et album, der lyder, som om det er ved at rejse sig fra den isnende skandinaviske vinter for at finde lys nok til at indhylle den nye klarhed i udtrykket. Først sidst på albummet rykker rocken frem i forstærkerne, men det rene udtryk fastholdes i medrivende sange som 'Strangest Thing I Ever Saw', 'Losers On The Winning Road' og den mere countryprægede 'Let It Out'. Men det er de stærke ballader som den selverkendende 'Rock'n'Roll Affair', der står stærkt på et forbandet stærkt forårstegn af et album.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her