Engang var hun en af diskotekernes dronninger, der ubekymret sang om, hvordan 'Young Hearts Run Free'. Men ægteskabet med en voldelig mand gik Candi Staton ned med nakken og på flasken i den helt store stil. Først i 1982 forlod hun hjemmet, de daglige ydmygelser og tæsk, stillede flasken og søgte mod kirken. Ved samme lejlighed droppede Candi Staton sin karriere som sanger og blev i stedet præst. Forrige år udkom opsamlingsalbummet 'Candi Staton' og fik soulfans til at spærre ørerne op for denne overhørte, men uhørt stærke stemme. Nu er Candi Staton fra Alabama så i en alder af 64 år tilbage med et brag af et nyt album med sange, komponeret af overvejende yngre sangskrivere som Will (Bonnie 'Prince' Billy) Oldham, fremragende produceret af pianisten i The Lambchop, Mark Nevers. Stilen er en bevidst tilbagevenden til den rå, rurale sydstatssoul, Candi Staton oprindelig stod for sammen med eksempelvis James Carr. Sangene kredser om kærlighedens forlis, voldelige forhold og frygten for ensomhed. Mest gysende i Will Oldhams skræmmende smukke titelsang. Her er hver en nerve blottet og Candi Staton synger sin nøgne, rå sjæl ud, så man kan fornemme den angstblandede lidenskab i hver en fiber. »When hearts grow cold, we still live together, but we live alone«, som Candi Staton synger i 'When Hearts Grow Cold', så man formelig kan føle temperaturfaldet i sangen. Suverænt behersket af en sangerinde, der formår at udtrykke smerte og styrke lige stærkt. Og stilfuldt arrangeret med inspireret, old school-orgel af den gamle mester Barry Beckett. Det er soul, så glødende intens, at alle de smukke, unge kvinder, der bilder sig ind, at det er deres genre, bør bindes til højtalerne og undvære MTV's blottede maveskind, indtil de har fattet det. Soul kommer indefra, ligesom blod. Med Candi Staton i højtalerne går musikken i blodet og får det til at rulle raskere. Et imponerende comeback, ligeså fremragende som det Solomon Burke præsterede for fire år siden med 'Don't Give Up On Me'.