Allerførste sang, der udkom med Corinne Bailey Rae, hedder 'Like A Star'. Måske var titlen udtænkt af en profet? I Hvert fald blev den øjeblikkelig et hit og kanoniserede den 26-årige sangerinde fra Leeds op til det største, musikalske håb for dette år hos BBC. En opmærksomhed, fuld af hæder, har gjort debutalbummet til et af de mest imødesete i det, vi vel på en måde skal kalde foråret. Heldigvis kan Corinne Bailey Rae i mangt og meget leve op til forventningerne. Den tidligere violinist, bartender og sangerinde i et kirkekor har en blød, sød og forførende stemme, der lægger sig veltilpas til rette oven på den tempererede, let dovne soulmusik, sangerinden begår sig i. Forførende og dæmpet glider melodierne forbi og inviterer lytteren indenfor i et behageligt pigeværelse, hvor harmonien stortrives. 'Put Your Records On', den aktuelle single, sætter lidt skub i sagerne, men ellers lyder musikken mest som en begavet dagdrøm i en solskinsstribe på den sofa, hvor værelsets indehaver har ligget og hørt gamle og nye sangerinder fra soulmusikkens historie gennem årene. I England er Corinne Bailey Rae blevet sammenlignet med den mere komplekse og eksperimenterende Erykah Badu, hvilket forekommer underligt med undtagelse af de mest personlige og pulserende sange som 'I'd Like To'. Det gennemgående, blide næsten døsige, minder langt mere om en sangerinde som India Arie, hvis man absolut vil sammenligne. For først og fremmest er Corinne Bailey Rae med den dejlige stemme og de gode erindringsbilleder som eksempelvis i den fine 'Butterfly' et behageligt bekendtskab til en dag, hvor man vil forkæle sig selv med musikalske lækkerier på egen sofa. Hjemme på Corinne Bailey Raes møbel kan man håbe på, at der springer en fjeder eller sker noget andet, som kunne udløse lidt flere chancer, lidt flere uforudsigelige indslag i et musikalsk univers, der gennem et helt album trods alt bliver en anelse ensformigt. For Corinne Bailey Rae er ikke bare som en stjerne, hun lyder allerede sig som en af den slags, der vil skinne meget længe.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Alexander Holm




























