Der er skub i skosålerne, når Infadels går til stålet. Den debuterende kvartet fra Hackney spiller sig med smittende energi ind i et efterhånden traditionsrigt sammenstød mellem den knitrende elektroniske puls og rockmusikkens gode røv. Selv om Infadels skyndsomst har benægtet det hårdnakket, har landsmændene Jesus Jones ikke levet helt forgæves. Men det er nu nok så meget øjeblikkets hidsige puls fra New Yorkscenen, der rumsterer i Infadels højoktane benzintank. 'We Are Not The Infadels' er, som den flippede titel antyder, mere fornøjelig og energisk end revolutionerende. På 'Love Like Semtex' og 'Jagger '67' flabet på den særlige, britiske måde et sted mellem det afvæbnende og det øretæveindbydende. Punkånden inficerer p.t. Det er ret tydeligt, at Infadels har tjent sporerne på scenekanten. Numre som singlen 'Can't Get Enough' og 'Give Yourself To Me' stritter og strutter af live-energi. Det er nok i en sveddryppende klub, at Infadels opleves optimalt, men den direkte magnetisme overlever ganske slagkraftigt. Lægger 'We Are Not The Infadels' grunden til et sejlivet fænomen, eller vil den blot være en opkvikkende vitaminindsprøjtning i 2006? Nok snarest det sidste. Men det kan også nogle gange være en helt passende dosering. Kommer Infadels forbi en koncertsal i nærheden, er der god grund til at kridte gummiskoene og drage af gårde.