Som sine forgængere Ulf Lundell og Björn Afzelius har svensk rocks største navn, Joakim Thåström, fundet en slags helle i det København, han har valgt at prise på sit nye album, 'Skeboksvarnsv. 209'. Den skarpsindige læser vil her indvende, at den adresse da vist ikke findes i den danske hovedstad. Sandt nok, for selv om man kunne få det indtryk ved at læse i vor nationale presse, er der ikke tale om en lobhudlende hyldest til Köbenhamn. Adressen gælder såmænd den kedsommelige boligblok i en forstad til Stockholm, hvor den 48-årige Thåström voksede op. Og et af temaerne på det fremragende album er da også hjemstavn og hjemkomst. Uanset om man er 'Främling overallt', sådan som Thåström omtaler sig selv i den forunderlige sang af samme navn med et forspil på tre minutter(!) eller finder en slags refugium på Sønder Boulevard på Vesterbro, handler det om at finde hjem til sig selv. Og at se alle de spøgelser, der raser rundt i blodet som uforløste følelser af had og kærlighed, i øjnene. Som Joakim Thåström gør det med sprukken og hæs stemme i den smukke, smukke, smukke: 'Fanfanfan'. Over et blidt pianotema synger vor svenske ven til den elskede, med hvem det aldrig lykkedes: »Fanfanfan, det skulle varit du«, ærgrer han sig. Et blottet hjerte for åben mikrofon. Så nærværende er vokalen produceret helt frem i det spinkle lydbillede. Med den hjerne, der godt ved, at »en chance til« findes ikke, som kor på hjertets sang. Og selv om den gjorde, ville passionen aldrig nogensinde leve op til det smykkeskrin, man kan tage med sig i erindringen. For fanden, fanden, fanden, hvor kan livet være ensomt og kærligheden en kold skygge. For første gang i sin lange karriere er Joakim Thåström havnet på toppen af den svenske hitliste med 'Fanfanfan'. Det burde han også gøre i Danmark med 'Skeboksvarnsv. 209'. Her møder vi nemlig en Joakim Thåström i balance. For en gangs skyld styrter musikken ikke fra punk til den skærende, diskante computer-rock, vi hørte på det tre år gamle 'Mannen Som Blev En Gris'. For ud på natten at havne i favnen på en fordrukken, svensk sømandsvise. Her er der bare den nøgne nøgternhed i nogle næsten akustiske sange, der bæres frem med lige dele intensitet, indlevelse foruden dét drama, som det så indlysende forbillede Nick Cave også skaber. Ligesom Nick Cave veksler Joakim Thåström mellem det ildevarslende, kakafoniske kaos og den isnende ro i sin musik. Denne gang med vægt på den tilkæmpede ro og oprigtigheden. Ganske vist hylder Thåström den afdøde sanger i amerikanske The Gun Club i 'Ingen sjunger the blues som Jeffrey Lee Pierce', men Nick Caves ånd svæver ikke desto mindre over disse kuldslåede erindringer fra frysende skandinaviske gader uden for systembolagets åbningstid. Når en sanger synger med en så glødende vilje som Joakim Thåström, er man næsten tilbøjelig til at overhøre banaliteter som 'The Haters', en hilsen til sangerens gamle, stildannende punkband, Ebba Grön og 'Sønder Boulevard'. Her var »det som at komme häm«, for »svar sol sjöng for alla, som var som oss/ Och mr. Dan Turéll var kung varende kväll«. Det svarer vist nogenlunde til at bede Nynne (hende, med dagbogen, De ved) om at fortolke den svenske folkesjæl. Derfor kan man jo godt respektere Joakim Thåströms pause fra sit liv som kändis i sit hjemland i de københavnske gader, der regulært hyldes i 'Brev till 10:e Våningen' »Der kan gå dagar här utan att jag pratar med en själ/ Jag gillar barerna i mitt kvarter/ Och månen är den vackraste som jag vet. Kan leva ett helt liv här i hemlighet«. Det skal han ikke have lov til, altså fortsat at være en hemmelighed, denne fine svensker med det sjældne nærvær. Thåström drager i februar på turne i hjemlandet med dette fremragende album. Som tak for lån af København og inspirationen må vi straks afkræve ham op til flere besøg her - under den vackra danske måne.