Det er efterhånden mange år siden, Nikolaj med efternavnet Christensen var det nye håb med sin ru stemme, sit kønne ansigt og sine musikalske Piloter. 16 år og en del plader er det blevet til siden 1989. Uden at give grund til at antænde nye drømme om hitliste-succes, er 'Selvantændt' et både tilbagelænet og stridbart udspil. Man kan godt blive 'Den smukke taber' i det store spil om publikums gunst og alligevel synge »jeg har ret til at være her« med overbevisning. Musikken dufter af americana, og der bliver hilst på både Leonard Cohen og Dylan undervejs. Vi er med Beatgenerationen og Crosby, Stills, Nash & Young i 'Marrakech': Nikolaj vil hellere være nede sydpå med de go'e gamle end ung med de unge. Det er de godt gennemtyggede helte, der bliver hyldet. Det giver pladen en solid grundtone af afklaret stolthed - »du skal ikke lægge låg på dig selv« - men understreger også fornemmelsen af, at der ikke er meget nyt på spil. Ikke at nyt nødvendigvis er et krav. »Jeg er cool/ ligeglad hvad I siger«, synger Nikolaj trodsigt i en kærlighedserklæring til det København, der stadig lever bag Peter Norvig og forbrugsfesten. Jordnære, ligefremme tekster med personlig om end også noget uforpligtende investeringslyst og en håndfuld velspillede iørefaldende melodier. 'Selvantændt' har rustik charme og en del ting, som det er let at synes ganske godt om, men ikke meget at blive rigtig ophidset over.