Fiona Apple var endnu et næsten skræmmende begavet og nok ikke så lidt superstimuleret vidunderbarn, da hun debuterede i 1996 og to år senere indkasserede sin første grammy. I 1999 kom album nummer to. Alt kørte tilsyneladende på skinner. Blandingen af kølig intelligens, perfektionisme og vild i varmen kunne få en til at tænke på nitroglycerin, der endnu ikke var blevet rystet. Så blev der stille. Så blev der rystet. For flere år siden gik der rygter om, at Fiona Apple havde lavet et album med Eminem-produceren Mike Elizondo, men at udgivelsen var blevet nul og nix'et fra pladeselskabet. Begrundelsen fra højeste sted var ikke usædvanlig. I en tid, hvor guldfugle var få og altafgørende i en trængt branche, led den under en fatal mangel på hits. Nu er 'Extraordinary Machinery' så omsider sluppet ud i det fri, og man må ærlig talt tage sig til hovedet over barbarerne i pladebranchen. 'Extraordinary Machine' er på alle måder en seriøs landvinding for Fiona Apple. Hits er der muligvis ikke, men albummet er melodiøst, helstøbt og skarpt som en syl dryppende af edder og forgift. En klassisk singer-songwriter med et mut fotomodel-udseende skriver på 'Extraordinary Machine' så kompromisløst som den bestøvlede hunkat P.J. Harvey om kønnenes mudrede magnetisme. Det hævdes at være det opslidende farvel til filminstruktøren P.T. Anderson ('Magnolia' og 'Punch-drunk Love'), der har leveret råstoffet til 'Extraordinary Machine'. Råt er stoffet så sandelig blevet, men også udsøgt raffineret. Rock- og pophistorien har sine eksempler på tilsvarende indædte undersøgelser: Marvin Gayes skilsmisse-opus 'Here My Dear' og Afghan Whigs' 'Gentlemen'. Apples ekstraordinære maskine har som sidstnævnte brod i begge ender. »I think he let me down / when he didn't dissappoint me« synger Apple, og udstiller sin erotiske idiosynkrasi nådesløst. Midt mellem det katatoniske og raseriet, selvbebrejdelse og hævntørst. Det er muligt, han har været et fjols, men hun er med sine tvivl og umulige krav direkte livsfarlig for sig selv og sine omgivelser. Det er denne erkendelse, der giver albummet dets særlige, tørre balance mellem frelse og fortabelse. »It's double-sided cause I ruined it all/ But also saved myself, by never believing you, Dear« synger Fiona Apple. Der med denne kombination af afklædt selvportræt og brutal dissektion af kærlighedens æbleskrog skriver sig ind i pophistoriens vægtige afdeling. Hits? Måske ikke ligefrem, men absolut afhængighedsskabende numre med deres paradoksalt både sagtmodige og saftige bund af bas og piano og hærskaren af sprøde, summende, klirrende og klingende instrumenter. Her skaber Apple og Elizondo en perfekt ramme om albummets tema: kærligheden som et cirkus, hvor kun en klovn ikke frygter at ende som amatørakrobat uden sikkerhedsnet. Efter en hård landing i kærlighedens trapez efterladt med knust hjerte og hele snuden fuld af snot og savsmuld.