Vi bliver i 1970'ernes lydlandskab og i drifternes vold hos Thomas Mannsfeldt, der debuterede sidste år med det flot gennemførte koncertalbum 'Lille menneske'. 'Dukkerne' er anden del af fortællingen om det unge, skrøbelige menneskes kamp for at bevare sig selv i en benhård, lummer og gennemkommerciel voksenverden. Coveret viser en næsten pornografisk lækker babe i hofteholder og lingeri med en dukke under armen, men - rolig nu - musikken er slet ikke så hardcore. Tværtimod fastholder Mannsfeldt den inspiration fra Sebastian, der får sangeren fra Frederiksberg til utroligt ofte at lyde fuldkommen som det lyslokkede ungdomsikon i netop 1970'erne, ledsaget af Kenneth Knudsens bredsidede synthesizere. Projektet er modigt, velment og gennemført, musikken behagelig og godt produceret. Ud fra sit kristne synspunkt advarer Thomas Mannsfeldt mod overfladiske fælder, men for ofte forfalder han sprogligt og i arrangementerne til klicheer, der skæmmer et stort tænkt projekt, som nu kommer til at fremstå som et underligt ekko af fortiden og et indlysende forbillede.