'SO WHAT THE FUSS'. Nu spidser øret sig. Foden føles funky. Det der popcornpruttende keyboard fra Fars fede fortid! Stevie Wonder er tilbage. Det samme er Prince, der spiller guitar på nummeret. Paul McCartney og mange andre gæster, men kun få sætter som Prince et regulært spor. De fleste andre passerer som høflige skygger i Stevie Wonders musikalske show, hvor aftenens tema er kærlighed. 'A Time For Love' er en slags prædiken, hvor baggrunden for tilblivelsen af en af Wonders sjældne pladeudgivelser forklares. Vi lever i en tid med krig, negativitet og terrorisme. Nogen må slå et slag for kærlighed og positive vibrationer. Så det gør Stevie Wonder med hele sit arsenal af musikalske talenter. Han synger så veloplagt som nogensinde på 'Positivity' og virker i det hele taget oppe på lakridserne. Man kan nyde et væld af opfindsomme detaljer og ikke så få gode, gamle tricks, men grundlæggende har musikken for meget af tiden karakter af juleshow i Las Vegas. Meget drukner i strygere, udglattende keyboards og hvor kan ordet 'love' dog blive udglattet og indholdsløst, når det bliver brugt til bevidstløshed! 'A Time To Love' er superlækkert produceret og har noget på hjerte. Ikke mindst titelnummeret arbejder sig op til et fornemt gospel-crescendo og fader ud i et globaliseret percussion-arrangement, hvor hele verden ligesom finder hinanden i rytmerne på tværs af barriererne. Hvorfor bliver 'A Time To Love' på trods af vaks percussion, gode viljer og smækre melodilinjer alligevel så snigende kedsommeligt? Nok først og fremmest, fordi man ikke et sekund glemmer den Stevie Wonder, der i 1970'erne satte så helt andre standarder for, hvor spændstigt og opfindsomt soul og r&b kunne udvikles og udfordres.