Sommeren igennem har hele nationen kunnet høre en overordentligt vred mand brøle frustrationen over sit opløste 'Lorteparforhold' ud i radioen. Aldrig nogensinde tidligere har noget så ellers relativt uskyldigt som »ludbehandlede træpersienner« fået et så hårdt håndkantslag som det, Magtens Korridorer har tildelt dem. Og andre af samlivets trivialiteter i nyklassikeren med førsteplads på både playlister og skilsmissestatistikker. Siden den sang blev sluppet løs, har det været kun været et spørgsmål om, hvor hurtigt den københavnske kvintet ville få en (lorte)pladekontrakt og smide et album ud. Det er her nu og bekræfter til fulde fornemmelsen af, at Magtens Korridorer er i stand til og har tænkt sig at tage arven over fra på en gang folkelige og hårde rockbands som Gasolin og D-A-D. Førstnævnte og ikke mindst legendernes sidste album, 'Gør det noget', er den indlysende inspirationskilde for Magtens Korridorer, der er det velvalgte valg til oplarmingen på sidstnævntes efterårsturne. Med andre ord er der lagt i brændeovnen, så man kan holde varmen i Magtens Korridorer selv i den tilstundende, kolde årstid. Forventningerne er store, selv om gruppen tidligere har haft et stort radiohit, for siden at forsvinde helt ud i glemslen igen. Da Magtens Korridorer udgav sit første album for ni år siden, kom der en del opstandelse ud af den dybt irriterende 'Anne Grethe - du er en hesteluder', som Casper Christensen og Tæskeholdet tog til sig og gjorde til en landeplage uden synderlig effekt for de københavnske drengerøve selv. Denne gang er der langt mere grund til optimisme, for der er flere sange, som kan måle sig med den om parforholdet i råstyrke, energi og nærvær på 'Friværdi'. At høre albummet er næsten som at spurte gennem Københavns kvarterer med et Kraks kort på styret og store lyttebøffer på ørerne. Fra 'Vesterbro', hvor »det er nemmere end man sku' tro at bo« til 'Nordhavn station' en søndag i december med fastfrosne følelser til den prægtige 'Picnic (på Kastellet)' for at score Marian. Det ender med bryllup og følgende typiske logik for Magtens Korridorer: »Boserup er kok, så der er ingen, der kan klage over føden/ og nu skal Marian og jeg følges til vi skilles af døden«. Tjep. God rockmusik handler ofte om at ikke at gøre tingene mere komplicerede end højst nødvendigt, og den kunst mestrer Magtens Korridorer til fulde. I eksempelvis det rumlende og rullende, politiske manifest 'Sara har' - »Lev stærkt og dø/ tro, håb og årh hvad/ drømmen er skudt«. Også derfor er ligheden med Gasolin slående og uafviselig. En anden grund er Johan Olsens københavnske diktion og frasering, der ikke er langt fra den unge Kim Larsens, i de mundrette, ligefremme tekster fra den københavnske hverdag. Men også bandets næsten primale, punkede attak trækker rødglødende tråde til halvfjerdsernes rock og kvartetten fra Christianshavn. Ganske vist har Magtens Korridorer - i hvert fald ikke her - Gasolins poetiske åre, men den proletariske urkraft, det ubesværet ligefremme, er til gengæld i høj grad til stede. Og billederne af øjeblikket på eksempelvis en 'Lørdag formiddag' med tømmermænd fungerer fint. Stor kunst kan man ikke kalde 'Friværdi', men omvendt er der tale om en satans velkommen rockplade uden tudefjæs. Magtens Korridorer er ikke til indadvendt klynk eller pæn, moderigtig melankoli, og det er en stor befrielse at være fri for. I lighed med Nephews 'USADSB' fra i fjor rammer det her tidsåndens hang til det mondæne lige i røven med strakt vrist. Vederkvægende og absolut tilfredsstillende som iskold øl efter alt for meget årgangsrødvin. Det bedste er næsten, at Magtens Korridorer er endnu bedre live. Et fremragende liveband med utæmmelig energi og enkle, driftsikre midler, som kan opleves over hele landet i de kommende måneder. Vær dér. Disse her brølere skal man ikke undgå.