»Put dit hjerte i en dunk/ smid den i floden/ og lad det sejle ad helvede til«, opfordrer Peter Laugesen tørt i vådt. Floderne er mange. Rhinen, Volga, Amazonas, Niger, Yangtze og ned ad den hellige Ganges, »hvor stenede hinduer brænder enker i det stinkende gamle Benares«. Laugesen lader sig rive med: »Vi har kneppet i flæng/ vi har ikke brugt gummi/ vi har drukket for meget / og glemt hvor vi var/ hvad er det vi fejrer?/ vi har glemt at se stjerner/ glemt at himlen stirrer på os/ med jazzede øjne / kl. 4 om natten/ på vandring mod nedgang og genkomst«. Og så videre og videre flyder ordene sejt fra Peter Laugesens mund, som var de åens ustoppelige skrift. At Laugesens strømmende, rytmiske, associationsmættede tekster er ekstremt velegnede til musikalsk karambolage, fik man bevis for, da Laugesen og bandet Singvogel først gav lyd fra sig med 'Hotellet Brænder'. Nu er konstellationen på banen igen med 'Apparatets Skygge'. Singvogels skramlede stil med et mere end godt øje til Tom Waits og Laugesens upolerede tirader »igennem denne eksploderende verden« passer til hinanden som fod og hose, pest og kolera og »faxen og fixet«. Rockmusik med trækbasun og klarinet, mens Bush & Co. får tørt på i 'Dobbeltregn', hvor omkvædet er, at »Fedtbjerget pisser«. Der er ikke noget urbant over USA-kritikken hér, hvor computer-ormen er præsident. Det er i de lange rablende digte, vrede og ømme, visionære og sorrige, at Laugesen og Singvogel indgår noget, der er meget mere end et fornuftsægteskab. Når teksterne og musikken rutsjer igennem en verden, der er vanvittig, skræmmende og smuk trods alt. Andre steder som i 'Dunkel skjorte' står ordene og de musikalske ideer og tripper lidt mere usikkert. Det er i de lange seje træk, Laugesen og Singvogel swinger bedst. Det er også her, man kan høre, at Laugesen og Singvogel nok bør opleves live. For hvem vil gå glip af et band med en 'Jägermeister Blues' på repertoiret?