Helt fra debuten i år 2000 har meningerne om britiske Goldfrapp været stærkt delte. Mange har svært ved at finde ind bag duoens miks af de to store stilarter fra halvfjerdserne, disko og glamrock, tilsat en tyk elektronisk fernis. Men denne gang er det svært ikke at lade sig forføre af sangerinden Alison Goldfrapp med den sylespidse tunge i en luftig vokal, der lyder som en boblende frisk, musikalsk gin & tonic lørdag aften på den lokale dansebule. På det fjerde album med Goldfrapp placerer duoen, hvis mandlige halvdel er synthesizergeniet Will Gregory, sig nemlig side om side med Kylie Minogue og bejler uden blusel til dancepublikummet med iskold beregning og skoldhed flirt. Det lykkes til fulde på de to første numre, det fremragende og nærmest Marc Bolanske 'Ohh La La', fulgt af den smældfede 'Lovely 2 C U' og 'Ride a White Horse', hvor Bolan danser med selveste Giorgio Moroder. Og lækkerierne bliver ved at drive som søde honningsafter på diskotekets plyssæder. Vekslende mellem det hårde elektroniske beat og sfærisk glidende ballader som 'Let It Take You' og 'Time out from the World'. Den herlige 'Satin Chic' overrasker med sin særegne elektroniske polka, men i længden er der dog noget ensformigt og skabagtigt over Goldfrapp, der savner variation i udtrykket. Sangene er velegnede som fugtige stød i radioæteren, men på et helt album bliver man træt af Alison Goldfrapps tynde stemme, de tykke synthesizerflader og den vedholdende stønnen i omkvædenes »ni-nanana« og »uh-huh«. Men omvendt er der noget evigt insisterende over Goldfrapps iørefaldende univers, som denne gang lukkes med endnu et stensikkert hit i Number 1'. Måske en koncert på dansk grund kan opklare, hvad man egentlig skal mene om dette forførende fænomen?