Med kæmpe livsglæde, poparkæologisk overskud og konsekvent tæft for rim og rytme lyder den danske duo Junior Senior stadig som nogen, man ikke kan holde nede. Ligesom den for tre år siden gjorde det på hittet 'Move Your Feet', der fik en halv verden til at juble med på en velturneret pastiche over The Jackson 5's charmerende 70'er-pop. På 'Move Your Feet' og debutalbummet 'D-d-don't Stop the Beat' delte Junior Jesper Mortensen æren for producerarbejdet med Thomas Troelsen, der bl.a. er kendt fra Superheroes. Sådan er det også på Junior Seniors andet album. Efter den internationale succes med 'Move Your Feet' har det været muligt for Junior Senior at indspille ikke bare i København og Malmö, men også i Hollywood, Alabama, Chicago, Atlanta og Manhattan. Men uanset hvor Junior Jesper Mortensen og Senior Jeppe Breum har sunget og spillet, har Thomas Troelsen i rollen som medproducer holdt fokuseret øje. Han må have en del af æren for, at Junior Senior har hævet kvaliteten på det nye album. Ikke at teksterne er blevet dybe. Albummet hedder 'Hey Hey My My Yo Yo', og den titel lever teksterne udmærket op til. De indeholder stadig ikke så meget andet end kærlighedserklæringer til musik og til det at forelske sig. Måske kunne ordene godt stikke dybere nogle steder i stedet for først og fremmest at være herlige instrumenter i sig selv? Sjove og velfungerende instrumenter er de imidlertid. Også når de kommer fra adskillige gæstestemmer, der giver en hentydning om, hvor Junior Senior har hentet inspiration fra. Blandt de inviterede er Kate Pierson og Cindy Wilson fra det humoristiske new wave-band B-52's, der eksisterede fra 1976 og 18 år frem. Andre sangere er medlemmerne i den halvt punkede, halvt elektroniske og helt feministiske trio Le Tigre, som blev dannet i 1999, samt ikke mindst den sorte vokaltrio The Velvelettes, som i midten af 60'erne havde enkelte hits med sange udgivet på soulselskabet Motown. Læg dertil Junior Seniors inspiration fra de sene 80'eres legende østamerikanske hiphopscene, og en ide om lyden på det nye album nærmer sig. 'Hey Hey My My Yo Yo' indeholder punket staccato-hiphop med bredsider af samlende simili-strygerklange og masser af nuttede soulvokaler, som man kunne lave den slags i Detroit i midten af 60'erne. Dengang klirrede tamburinerne løs i Motowns studie. Det gør de ikke så tit i Junior Seniors musik, men det sker i den skamløst 60'er-nostalgiske 'No No No's', der lyder som en satire over et Beach Boys-nummer. Ellers bruger Junior Senior håndklap i stedet for tamburiner til at peppe stemningerne helt derop, hvor solen altid skinner, og ironien fletter fingre med kærligheden til højdepunkter i 40 års populærmusik. Er der så et nyt internationalt hit på 'Hey Hey My My Yo Yo', vil nogen måske spørge. Der er i hvert fald det rytmisk stimulerende, 80'er-agtige hiphop-orienterede nummer 'Itch Can't Skratch', som radioerne herhjemme allerede har taget til sig. Der er også 'Hello'/'Hip Hop a Lula', som indeholder en sampling fra doo wop-kvartetten Little Anthony & The Imperials' version af 'Out of Sight/Out of Mind'. Her omformulerer Junior Senior frækt gamle klicheer og påstår at have begået »the perfect rhyme«. Mens en funkbas fra 80'erne kører i cirkler, får Kate Piersons og Cindy Wilsons synkrone stemmer nummeret 'Take My Time' til at lyde som rent hvidt sukker. Og mod slutningen af albummet dukker Michael Jackson så op igen. Altså ikke i virkeligheden. Men i en Junior Senior-kopi af barnestjernen fra The Jackson 5. Virkeligheden spiller i det hele taget ingen stor rolle hos Junior Senior. 'Hey Hey My My Yo Yo' har lige så lidt realitetssans som en nyforelsket. Men denne gang holder det hjertegalopperende hiphop-pop-sværmeri albummet igennem og er vanskeligere at stå for.