De fik nogle ordentlige hug sidste år, dansk hiphops slemme drenge, Jokeren fra Christianshavn, Niarn fra Aalborg og L.O.C. fra Århus V. Om det er de verbale klaps fra især forfatteren Hanne-Vibeke Holst, som ikke er så vild med kvindesynet i rappernes tekster, der har fået L.O.C. til at clean up the act og agere som voksen, ambitiøs kunstner, er dog mere end tvivlsomt. Alt andet lige var det jo især L.O.C.'s hit 'Undskyld (so)', der for alvor fik solgt forrige års album 'Inkarneret' i hele 42.000 eksemplarer. Så kan man tage de modne damers tæsk med et skævt smil. Sandheden er nok snarere, at L.O.C. efter på to album at have produceret på drengerøven har fået mod på at vise andre sider af sig selv frem, hjulpet af den ædruelighed, der angiveligt har præget århusianeren i hele 2005. Uanset hvad baggrunden er, foreligger resultatet nu i form af det tredelte album 'Cassiopeia', der næsten er en trilogi i sig selv. Først tager L.O.C. os med på endnu en slingretur ned ad Proletarstræde med druk og dåser, som burde være klar over, at drengene kun hælder sprut på dem for at få dem til at holde kæft. Derpå en mere reflekteret, næsten tømmermandspræget runde sange fra rapperens inderste hjertekamre, kulminerende med den smukke og ligefrem søde 'Ave Maria' med sin flirt med selvmord. Albummet afsluttes i noget, der skal forestille ren underholdning, musikalsk tegneserie, som vi kender fra den gangstarap fra den amerikanske vestkyst, der agerer både baggrund og lydmæssig kulisse for afrundingen. Tilsammen er de tre sangafdelinger en velfortalt og veloplagt beretning om, hvordan der egentlig er inde i den danske hiphopverden eller 'Den lukrative rendesten', som L.O.C. kalder den i en sangtitel. Med de krav om at bunde flasken, L.O.C. rapper om på den morsomme 'Få din flask på'. Ud over sprutten er også de kvinder, der søger berømmelsen uden interessen for mennesket bag, en belastning. Endnu en gang får kvindekønnet læst og påskrevet på to umanerligt iørefaldende sange 'Hold kæft og se godt ud' og den træfsikre single 'Frøken Eskobar'. Broen mellem festen og tømmermændene er 'Den lukrative rendesten', der sætter tempoet ned og giver plads til den ikke just venlige eftertanke omkring miljøet, som præger resten af sangene i denne afdeling. I L.O.C.'s omgivelser gælder kun adgangen til VIP-pladserne, mere sprut og flere kvinder. Og hvad har man så, hvis man ikke er på den slags adspredelser mere? Ikke meget, at dømme efter 'Cassiopeia', der ikke just strør om sig med lette løsninger. Det skulle da lige være den klokkerene forelskelse, L.O.C. ømt skildrer i 'Du gør mig ...'. Eller det selvmord, der skildres i 'Ave Maria' med det tunge beat under et spændstigt springende arrangement med diskrete strygere bagest i det lydmæssigt stramt kontrollerede kaos. En både kuldslået, forundret og solidarisk skildring af en vens udvej ved selvmordet, som klæder albummet. Det ringes ud med den mere letløbende afdeling, produceret i Los Angeles med den californiske Bosko ved roret og en direkte hilsen til den store westcoast-helt, afdøde Tupac i 'De sidste tider'. Desværre viser denne udprægede westcoast- og gangsta-del, at de danske producere og samarbejdspartnere, L.O.C. ellers omgiver sig med, er til fulde lige så gode som det amerikanske hotshot, hvis del af værket forekommer tam og forudsigelig. Hvilket dog ikke ødelægger helhedsindtrykket af, at L.O.C. har udgivet det hidtil måske mest ambitiøse hiphopalbum indtil videre. Og til trods for modvinden og kvindesynet kan det ikke skjules, at det er i denne del af den hjemlige musikscene, der sker mest for tiden.