DER ER MASSER af ny musik, som bliver bedre og større for hver gennemlytning. Sådan er Schacks debutalbum 'Wide Open Space' ikke. Den talentfulde sønderjyske sanger Esben Schack Jensens første single 'Don't Choose Today' har umiddelbar hitkvalitet og rager flot op, hvis man hører den i radioen i forbifarten. 'Don't Choose Today' har da også været 'Ugens Uundgåelige' på P3 og har gjort mange bekendt med navnet Schack, inden debutalbummet udkom. Men hverken sangskrivningen eller sammenspillet er interessant nok i længden på hele albummet. Selv om både vokalen og produktionen lægger op til, at her er der noget voldsomt væsentligt på færde. Ved hjælp af produceren, guitaristen og medsangskriveren Noah Rosanes har 'Wide Open Space' en markant, blank lyd. Som om sangene er pakket ind i cellofan. Det første indtryk er kønt. Men under den fine, gennemsigtige indpakning er der på trods af de vokalmæssige kvaliteter og de lydmæssige ideer for lidt at gå på opdagelse i. Teksterne rimer da, men baserer sig i for høj grad på klicheer. Det samme gør melodierne og sammenspillet, der med adrenalin buldrende i trommerne og strygere sejlende i sfæren ofte har pompøse anslag, der ikke indfries. Danske Mew kunne være en inspiration. Men 'Wide Open Space' har ikke de overraskende skred og den svimlende friktion i sammenspillet, som kendetegner Mew. Når tempoet bremses, trommerne dæmpes, og tonen bliver inderlig i 'Slow Down', er der næsten ingenting tilbage. Undtagen en vitterligt lovende sangstemme. Den er albummets største attraktion, og det er især i 'Don't Choose Today', at den har nogle gode ideer at arbejde med. I sangens første sekunder har Schacks stemme næsten rummet alene, mens den formfuldendt kalder: 'Be Aware My Love, Life Is a Beautiful Thing'. Senere får vokalen lejlighed til at stige og dale, mens den viser, at den kan holde sig stor og klar over et vidt spænd. Men den nuancerede stemme bliver for ofte ladt i stikken af melodierne og musikken. Der er forsøg på at skabe overraskelser ved at lave tydelige brud eller (i 'Intensity') forene 70'eragtig rockpatos med mellemøstlige strygere. Men ideerne er for få og for forslidte. De kan afgjort ikke skræmme nogen radiolytter væk. Spørgsmålet er så, om de kan få ret mange til at blive hængende?