0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En musikalsk slægtning til Steffen Brandt

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I 1980'erne var vestjyden Jens Michael Madsen sanger og sangskriver i det glimrende band Mani fra Århus, som med stort talent introducerede den synthesizer-baserede new wave-rock i Danmark.

Desværre for Mani blev bandet ofte kritiseret for at være i baghjulet på både Kliche og TV-2. Gruppen blev definitivt opløst i 1989, og siden er Jens Michael Madsens musikalske karriere især foregået bag kulisserne, mens han er blevet far til hele syv børn!

Men nu er han tilbage med et modnet udtryk som singer/songwriter, der sjovt nok lyder som en musikalsk slægtning til Steffen Brandt helt ned i betoningen af ordene.

Det er dog en slægtning, der vel at mærke har et umanerligt godt øre for fede popmelodier som 'Uden mig er du ingenting', 'Lange boulevarder' og 'Se dig aldrig tilbage'. Desværre savner Jens Michael, der i parentes bemærket måske skulle have fundet sig selv et lidt mere oplivende kunstnernavn, den bidende humor og elegancen fra TV-2's sanger.

Med sit comeback på dansk placerer han sig omkring Kenneth Thordal og Juncker, men uden de overraskelser eller dybtliggende knaster, der kunne have fået en til at spidse ører for alvor.

Trods sin sikre harmonifornemmelse og store alvor ender Jens Michael på kanten af Melodi Grand Prix med ufrivilligt at understrege, at der er alt for meget dansk musik, som tilfreds vandrer af sted midt på vejen med klicheerne hængende halvt ud af guitarposen.

Det er fantastisk, at vi i disse år præsenteres for så kolossale mængder af dansk musik, men lidt mere selvkritik før de mange udgivelser, der skal ud at slås om opmærksomheden i et lille land, ville unægtelig være på sin plads.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere