Skægstubbene pryder stadig Craig Davids kinder på coveret, men ellers er det skam en på én gang cool og modnet sanger, der gemmer sig bag den nysselige indpakning. Eller det skal vi i hvert fald helst tro. Formentlig i et forsøg på at slippe af med sit image som enhver engelsk mors drøm om en velsyngende, velfriseret svigersøn med en stemme så køn som George Michaels har Craig David genoptaget samarbejdet med produceren bag hans storsælgende debutalbum 'Born To Do It', Mark Hill. At dømme efter albummets første skæring, 'All The Way', der danser af sted på i hvert fald påmindelser om funk, kunne man da også tro, at David vil tilbage på dansegulvet efter et langt ophold i tesalonerne. Men nej, snart klistrer han atter sangene og alle deres kolossale katalog af følelser ind i noget, der er sødere end guf på toppen af en softice. Det er med enkelte undtagelser så klægt og ensartet, at man næsten kun kan bruge 'The Story Goes' til forsøg på at drukne den tiltagende forstoppelse og kvalme. Men det er - desværre - en rigtig ond spiral, for kuren er identisk med lidelsen. Hvor er du, Paul Young? Kom dog tilbage!