Det er klart,at der også måtte komme en reggae-cd med den efterhånden 72-årige Willie Nelson. Den hedder 'Countryman' og udsendes samtidig med, at han er på en omfattende USA-turné med en anden sej overlever, Bob Dylan. Skønt de jo tidligere har skrevet og sunget 'Heartland' sammen, står de sjældent på scenen samtidig, men deler koncerterne op i et sæt til hver. Efter at Willie Nelson førte moderne countrymusik frem til et uovertruffent højdepunkt med 'Red Headed Stranger' (1975), har han ofte forsøgt at fusionere sine country-rødder med andre musikformer, mest vellykket med de skelsættende fortolkninger af 'Den Store Amerikanske Sangbog', 'Stardust' og 'Moonlight Becomes You'. Her forbinder han en let nostalgi med en fuldstændig nøgen og hudløs modernitet. Men han har også forsøgt sig med andre musikformer, således blues på cd'en 'Milk Cow Blues' (med bl.a. B.B. King, 2000), jazz på 'The Gypsy' (med guitaristen Jackie King 2001) og sågar lounge-musik på 'Healing Hands of Time' (1994). Willie Nelsons interesse for reggae er ikke af nyere dato. Hans smukke album med religiøse sange, 'Family Bible' (1980), indledes med en a cappella-version af 'By The Rivers of Babylon', og han har desuden medvirket på cd'en 'True Love' med Toots and the Maytals. Det kvitterer Toots Hibbert nu for ved at synge duet med Willie på hans reggae-cd, i øvrigt i en sang skrevet af Johnny Cash & June Carter. Indspilningerne på 'Countryman' blev foretaget allerede i 1996-97 for Island Records, men blev så tilsyneladende glemt på en hylde, da Willie Nelson skiftede pladeselskab og begyndte at indspille for Lost Highway. Det betyder, at cd'en kronologisk ligger mellem 'Across The Borderline' og 'Teatro', som er hans to sidste store albums. Willie har aldrig sunget smukkere end i den periode, hvor han forbinder den nogle-og-tres-åriges livserfaring med en stemme, der stadig besidder ungdommens glød. Denne modne og tændte stemme præger også reggaepladen, der kun rummer to egentlige reggaesange, nemlig Jimmy Cliffs hits 'The Harder They Come' og 'Sitting in Limbo'. Derudover søger Willie Nelson tilbage til nogle af sine tidligste sange fra 1961-62, hvor han allerede var fuldt udfoldet som sangskriver, men overvejende levede af at skrive sange til andre, fordi det konservative countrymiljø fandt hans stemme for nøgtern og usentimental til, at man for alvor ville investere i plader med ham selv. Fra disse tidlige demo-sessions genoptager han 'Darkness on the Face of the Earth', hvis enkle, melodiske skønhed står i grel kontrast til de apokalyptiske billeder, der illustrerer, hvad alle ulykkeligt elskende ved, nemlig at kærlighedstabet betyder verdens undergang: »The stars fell out of heaven/The moon could not be found/The sun was in a million pieces/scattered all around«. Første gang man hører Willie Nelson synge sine gamle sange hen over disse svuppende reggae-rytmer, stejler man en smule over kontrasten mellem countrystemmen og denne off-beat-rytme, men snart lader man sig bjergtage af stemmen og forsoner sig med rytmen. På niveau med 'Teatro' er cd'en langtfra, men der er trods alt mere hold i den end i de fire diverterende Willie Nelson & Friends-cd'er, som vi har fået i det nye århundrede. 'Countryman' har vakt en vis furore, fordi cd'ens cover udgøres af en marihuanaplante, der jo spiller en næsten liturgisk rolle i reggae-musikken. Det gør den for så vidt også i Willies eget liv. Berømt er historien om, hvordan han en tidlig morgen havde parkeret sin bil på en rasteplads i Texas for at tage sig en lur og blev vækket af en politimand, som på grund af den umiskendelige marihuanaduft i bilen tog Willie med på stationen. Her fik den emsige betjent imidlertid en overhaling af sin overordnede, fordi han ikke vidste, at Willie Nelson er den eneste mand i Texas, der har lov at ryge så meget pot, som han lyster! Men for at den indre politibetjent ikke skal komme op i den mere puritanske del af country-køberne, har pladeselskabet i visse amerikanske stater udsendt Countryman med et mere neutralt cover, et palmetræ.