Kuløren er sort, illusionerne bristede og kærligheden svindende som dagslyset på Laura Illeborgs første album i fem år, ’God vagt’: »Du siger ikke så meget nu for tiden/ Der er vel heller ikke/ så frygteligt meget at sige/ Bare at få lortet til at lime/ Få dagene til at blive/ Hæderlige«, som Laura Illeborg synger i ’Fra himlen sendt’.
I en enkel, blåtonet og countryinspireret pop afmonterer hun sin partner fra »mit blødende blytunge hjerte«. I sangen med den altsigende titel ’Hårdkogte hengemte halvgamle krøllede hjerte’ konstaterer hun: »Og det eneste dødsens sikre er/ De hastigt svindende år/ Ikke fordi jeg blev klogere af dem/ eller gladere indeni«. Hudløs sang Det er tung kost. Men også et modigt, konsekvent og velformuleret opgør med parforholdet fra en sangerinde med et emotionelt røntgenblik og et band, der kan få de af og til isnende sange til at live op og få varmen.




























