Det var en totaloplevelse for øjne og ører, da Kraftwerk sidste år optrådte i Danmark som et led i en verdensturné. Lys og storskærmsgrafik var ikke blot gennemtænkt, ligesom musikken altid har været det hos Kraftwerk. De visuelle elementer var tænkt sammen med musikken og var med til at gøre den levende. Ikke levende, som når et rockorkester er på scenen og kommer til at glemme et vers hér eller spille ekstra godt dér. Men levende som interaktionen mellem tanker og krop, mellem menneske og maskine, publikummet og musikken. Det var en turné, som viste, at Kraftwerks nøje planlagte datamusik ikke er forældet proportionelt med gruppens computere. Numrene holder. De bliver ved med at have indflydelse på musikere i hver ny generation. Deres anstændige tanker om forholdet mellem mennesket og maskinen virker stadig ikke forældede, selv om den teknologiske udvikling har overhalet den tekstmæssige symbolkraft i enkelte af dem som for eksempel 'Pocket Calculator' fra 1981. Musikken i det nummer er stadig overrumplende morsom. Og numrene holder altså også til en aktuel, ambitiøst omfattende liveudgivelse, der har fået titlen 'Minimum - Maximum'. Ligesom turneens koncerter gjorde det, indeholder også livealbummet Kraftwerks største hits. Fra de tidlige 70'ere og frem til begyndelsen af dette årtusinde, hvor det tyske navn efter 16 års albumpause vendte tilbage med den mere end bare hæderlige, cykelforelskede udgivelse, 'Tour de France Soundtracks'. Begyndelsen på Kraftwerks karriere fandt sted så tidligt som i slutningen af 60'erne, da de to konservatoriestuderende Ralf Hütter og Florian Schneider mødte hinanden i deres hjemby Düsseldorf og begyndte at skabe eksperimenterende musik sammen. I lighed med andre tyske navne som bl.a. Can og Neu! stræbte Kraftwerk ikke efter at lyde som den tids toneangivende navne fra USA og England. Lyden af Kraftwerk var tysk, da gruppen i 1974 udsendte sit fjerde album med titlen 'Autobahn' og et 22 minutter langt ikonagtigt titelnummer med et repeterende, tidsspejlende og popmusikalsk forløb. Realoptagelser af den industrielle verden uden for studiet blev anvendt i computermusikken sammen med ofte forvrængede eller i hvert fald monotone stemmer. Men Kraftwerk brugte også popmelodiens attraktive, genkendelige struktur i musikken og har aldrig fremstået som introverte nørder. Skal man finde et enkelt udtryk, der kan karakterisere gruppens musikalske integritet, kan den nye albumtitel 'Minimum - Maximum' udmærket anvendes. For med et minimum af følelsesudbrud, melodier og toner har Ralf Hütter og Florian Schneider gang på gang skabt musik, der har maksimal rummelighed og indbildningskraft. Maskinen bliver menneskelig, og mennesket får på grund af samfundsudviklingen mere og mere maskinelle dagligmønstre i Kraftwerks musik. Det sammenspil udtrykkes hele karrieren igennem med fornem konsekvent, stram æstetisk sans. Men ud over menneskets og maskinens symbiotiske relation er der i Kraftwerks musik altid både det kunstige, jordbundne beat og så en enorm plads til at trække vejret i bund og tænke sine egne anelser ind. Det første af de to livealbum åbner sigende nok med 'The Man-Machine' fra albummet af samme navn i 1978. Efter at en syntetisk klingende mandestemme har gentaget sangens titel, popper melodien frem med lavt driblende, digitale trommer, barokke klaviaturer og lyde hentet fra en menneskelig forestilling om rummets vægtløse, glidende musik. 'The Man-Machine' er en fest og et varsel. En leg og en replik. Enkel og stor. Minimal og maksimal. Senere på samme cd følger bl.a. nogle af Kraftwerks nyere numre som 'Tour de France Etape 1' og 'Etape 2', 'Chrono' og 'Vitamin', hvor de kulørte kropsforstærkende piller regner igennem i et arrangement fyldt med lokkende blanke, skarpe plastiktoner i alle mulige imaginære farver. Efter en knap ni minutter lang version af 'Autobahn' rundes cd 1 af med 'The Model' og 'Neonlights', der begge er halvt satire, halvt kærlighedserklæringer til henholdsvis underholdningsbranchens og byernes overfladiske, susende flotte glimmer. Endnu mere substans er der dog i begyndelsen af cd 2. Først en gennemgang af radioaktivitetens historie og negative konsekvenser fuldendt af sorgstemt svajende munkekor, dommedagstommer, livligt prikkende beat og nogle tunge tæv, der lyder, som om en fyldt fabrikshal er på arbejde. 'Radioactivity' er ligesom de fleste af liveudgivelsens numre optaget i det østlige Europa. Den følges af 'Trans Europe Express' med en jævnt trækkende, sprød trommelyd, der ligner klangen af tog mod skinner. Sådan er der hele tiden i Kraftwerks musik overensstemmelse mellem virkemidler og hensigt. Om man så vil kalde musikken electro eller krautrock eller bruge duoens egen fortrukne betegnelse - robotpop. Det sidste nummer er 'Music Non Stop', hvor en menneskestemme optræder som stortromme. 'Music Non Stop' er en konkret hyldest til musikken. Hele albummet er en hyldest til popmusikken, som Kraftwerk spiller den.