Livet og musikken har altid været en omtumlet affære for Shelby Lynne. 18 år gammel pakkede hun som nygift klunset og rykkede fra Alabama til Nashville. Hendes forældre var kort forinden gået til grunde i en blodig familietragedie. Der var ikke rigtig nogen grund til at blive i lillebyen Frankville. I Nashville fik hun kæmpet sig frem. Det blev til fem plader med country, cowboyjakke og bobbet hår uden den store succes. Indtil hun rykkede til Californien og i 1999 lavede det eminente og meget personlige album 'I Am Shelby Lynne'. Sjældent har man set en kunstner træde så markant i karakter midt i en middelmådig karriere. På sine første plader bevægede Lynne sig i retning af en fusion mellem rock, country og soul og en rolle som en mere hudløs Sheryl Crow. Men siden har hun skruet ned for blusset. Måske for at finde helt ind til sig selv, hvis man skal tage 2003-titlen 'Identity Crisis' for pålydende. På 'Suit Yourself' har Shelby Lynne produktionsmæssigt sat sig selv helt på vågeblus. En spontan pladeindspilning komplet med småsnak, nedtælling og glas, der klirrer. Men det er et vågeblus, der sitrer. Sammen med et lille band, der kan kunsten at balancere mellem det løse og det tætte, har Shelby Lynne lavet et album, der sætter de mest personlige og også overraskende tilbagelænede aspekter af hendes talent i fokus. Åbningen med den velfungerende og en smule anonyme rocker 'Go With It' er lovlig domineret af Lynnes åbenlyse beundring for Bonnie Raitt. Men så dykker tempoet, og ømheden trækker frem som et vandmærke i musikken. 'Where Am I Now' og 'I Cry Everyday' er sange, der uden sensationslyst afprøver tvivlen, desillusionen og den smerte, der kun kan holdes på afstand med musik og diverse krykker støbt i tobaksrøg og dulmende væsker. Her er man som lytter fascinerende tæt på. Tæt på følelserne i sangene, så tæt på bandet, at man føler, man sidder med i Shelby Lynnes hjemmestudie. Et band, hvor de bærende kræfter er keyboardspilleren Benmont Tench og Wallflowers-guitaristen Michael Ward. At 'I Cry Everyday' vil blive et fast element på mangt et repertoire, er stensikkert. 'Suit Yourself' er en programerklæring. Gør, som du har lyst til. Et album renset for bagtanker. Lynnes lyst er gået i retning af afslappet, intim og intens amerikansk roots-musik. Drilsk og stemningsfuld på 'You're The Man' og 'You And We'. Klassisk countryballade orienteret i sin fortolkning af Tony Joe Whites 'Old Times Sake'. 'You Don't Have A Heart' har markant hitpotentiale, mens Shelby Lynne på 'Iced Tea' understreger, hvor yndefuld en sangerinde hun også er. Tidløs, usentimental, følelsesladet og perfekt timet i sin hyldest til Johnny Cash er 'Johnny Met June'. Skrevet umiddelbart som reaktion på radioens nyhed om Cashs død i radioen: »Today is the day/ when Johnny met June«. I stedet for at græde snot respekterer hun hr. og fru Carter Cashs tro på en hinsidig genforening med den elskede. Mange af vokalerne er indspillet i første hug. Et vigtigt element i den umiddelbare oplevelse, som er en stor del af kvaliteten ved 'Suit Yourself'. En lidt blandet og meget stemningsfuld plade, hvor man hele tiden føler sig i rigtig godt selskab med en Shelby Lynne, der bare vil være sig selv og heldigvis har format til at slippe godt fra det.