Man får kød og blod i rå mængder hos et af britisk rockmusiks store navne, Bernard Butler og Brett Anderson. Efter at have sat Suede til søs for godt 15 år siden opløstes venskabet som et kærestebrev i en forplumret storbykanal. Men nu er makkerparret forenet i The Tears, og heldigvis står nederlagets, tabernes romantik stadig tydeligt fast på deres slagsmark. I sagens natur tager debutalbummet fra The Tears over, hvor Suedes 'Dog Man Star' slap i 1994 med elegant svungne popsange i en produktion, Phil Spector ville vippe anerkendende med sin pistol over. Det er ikke revolutionerende, men der er meget at glæde sig over: Bernard Butlers guitar er stadig eminent, Brett Anderson synger bedre og mere befriet end meget længe, teksterne forfalder ikke til de klicheer, Suede dyrkede til sidst, og frem for alt er der nogle sublime sange. En kærlighedserklæring som 'Imperfection' tror man på, fordi den lever af detaljerne: »Your teeth are not quite straight/ Your Mood swings oscillate/ Your language is appalling/ and you play with my hair in the morning ... I'm a sucker for your beautiful mistakes«. 'Refugee' er klassisk Suede, 'Lovers' og 'Beautiful Pain' grufuldt iørefaldende, og de to mørke ballader 'The Ghost Of You' og 'A Love As Strong As Death' rører i hvert fald denne lytter dybt. På 'Co-Star' hylder Brett Anderson det genfundne samarbejde, og på 'Two Creatures' flyver han så højt i humoristisk arrogance, som det vel kun er ham, der kan slippe af sted med. Selv om 'Here Come The Tears' er et uhomogent album, som på den led faktisk minder ganske meget om en 'rigtig' debut, er det et opløftende og fornemt album. Det vil muligvis ikke tænde benzin i blodet på en hel generation, som Suede engang gjorde det. Men sangene, elegancen, følelsen og den fortabte romantik kan ingen tage fra dem.