MED TILFØJELSEN af den charmerende, kvindelige rapper Fergie i den vokale besætning og skarpt skårne hits som 'Where Is The Love?', 'Shut Up', 'Let's Get Retarded' og 'Hey Mama' på albummet 'Elephunk' fra 2003 blev Black Eyed Peas fra Los Angeles pludselig superstjerner. Efter at have stenet rundt i hashtåger som et på alle måder skævt og muntert indslag på den ellers så dødalvorlige gangstascene i Californien i omtrent ti år var det mildt sagt en forandring. Siden har Black Eyed Peas stort set turneret konstant med deres energiske show. Indimellem er der dog blevet tid til at indspillede album nummer fire, der inspireret af det branchecirkus, gruppen har oplevet på nærmeste hold, har fået titlen 'Monkey Business'. Heldigvis for os, der ikke kunne stå for den poppede og ironiske tilgang til hip hop, r'n'b og soul på 'Elephunk', er opfølgeren til fulde lige så god. En perle til lette sommeraftener eller i HOVEDTELEFONERNE ved stranden. Starten er fin med den hårdtpumpede western-pastiche 'Pump It', som Tarantino må elske, den efne 'Don't Phunk With My Heart' med Fergie i front, 'My Style' med Justin Timberlake og endnu en fuldtræffer med Fergie ved mikrofonen, 'My Humps'. Underholdningsværdien holder stort set hele vejen igennem med charmerende petitesser som 'Dum Diddly' og den skævt eftertænksomme 'Gone Goint' med den roste folk-sanger Jack Johnson fra Hawaii og den funky 'They Don't Want Music' med selveste James Brown på besøg. Det er da muligt, at Black Eyed Peas ikke er den ægte varme, men hvis en så seriøs verdensfrelser som Sting kan give sit bidrag som på den fede afslutning, 'Union', kan man godt lege med. Gruppens helt specielle musikalske cirkus fungerer og fænger. Det er en ren fornøjelse - en slags gadefest med Prince og Laid Back.