Will Smith, der i de senere år helt har helliget sig filmkarrieren og herhjemme just nu er aktuel med 'Hitch', er tilbage ved sin egentlige metier, hiphoppen. Det vil naturligvis - og egentlig ganske befriende - sige den mere familievenlige af slagsen, selv om Will Smith såmænd efter bedste evne forsøger at give den som vred ung mand. Angiveligt mener mangemillionæren Smith, at han ikke får respekt nok fra rappens inderkreds. Det lyder en kende komisk, men man skal ikke langt ind i 'Lost And Found', før man må bøje sig for Will Smiths uforlignelige evne til at skrue hit sammen og underholde på den absolut mest hæmningsløse måde. Faktisk skal man kun til 'Party Starter', sang nummer to og den følgende 'Switch', før den ellers så populære Usher er sat til vægs som kongen af festen med effektivt snurrende rytmer og rå rap af Smith. Til gengæld er det ikke just klædeligt for hans ego, at der er hele to versioner yderligere af et hit, som bare skal høres for fuldt blafrende forårsgardiner. På 'Mr. Niceguy' forsøger Will Smith så at gå i rette med dem, der ikke yder ham respekt. Og det er faktisk ikke uinteressant, for hollywoodhelten bliver på måtten og skælder ud med en høflig humor, der må få gangsta-miljøet til at brække sig af grin. Mary J. Blige er en af gæstestjernerne hos Smith, og sammen får de balladen om verdens tilstand 'Tell Me Why' til at hæve sig fra det banale til det inderlige. Efter at have flirtet med Snoop Doggs 'Drop It Like It's Hot' på den morsomme 'Swagga' inviterer Smith såmænd den gamle, gale hund indenfor på 'Pump Ya Brakes'. Det er cool nok. Naturligvis er 'Lost And Found' ikke et mesterværk i hiphop, men det er vederkvægende anderledes og scorer topkarakter for underholdningsværdien.