»All guitars by Daft Punk«, står der i bookletten til den parisiske duos nye, tredje album, 'Human After All'. En kende overraskende, når nu Daft Punk blev berømte med en stilskabende, offensiv filter-house på hit som 'Da Funk' og 'Around The World' og med debutalbummet 'Homework'. Og når de nu fortsatte vejen ind i maskinerne med en gennemelektronisk sofistikering på deres andet album, forgængeren 'Discovery'. Men det er altså - som den ny albumtitel også antyder - blevet tid til et mere manuelt, rocket udtryk fra Thomas Bangalter og Guy-Manuel de Homem-Christo. Det har taget duoen seks uger at indspille albummets ti numre, og de er præget af en anderledes løssluppen energi og rå nerve end den vildt forsirede og tålmodigt forarbejdede melodimillion fra 'Discovery' - tættere på 'Homework' faktisk. Der hamres løs i maskinparken, og 'Human After All' minder mest af alt om en melodiøs og danseglad udgave af Suicides electrorock. Men det er også en af den slags plader, der lyder, som om den har været sjovere at lave, end den er at lytte til. Ganske vist finder man perler som titelnummeret, 'The Prime Time of Your Life', 'Television Rules The Nation' og 'Emotion', som alle skruer sig op i varmt luksuriøse, forførende repetitive og smukt harmoniske syntetiserede orgasmer. Men der er også goldt gnubbende programmeringshærg, der tangerer det trivielle, monotone eller bare småfjollede. Nu kan 'Discovery's overdrevne kontrolmani selvfølgelig også have været usund og kvælende, og disse ti hurtige skud fra hoften kan sagtens høres som Daft Punks nødvendige manøvre ud af den anale musikalitet, ud i det fri. Men jeg foretrækker dem helt klart, når de lyder, som om de har lidt og slidt mere i studiet.