Det kan høres i måden, hvorpå den tidligere østtysker AGF fraserer med kølig Laurie Anderson-elegance - tilsat tyskklingende naivisme i det engelske sprog. Det kan høres i de asymmetriske strukturer holdt i avancerede snit forestået af AGF og finske Delay. Det kan høres i de skarpe, poetiske tekster. Men at insistere på musik som kunst og civilisationskritik er én ting, en anden at lykkes så ubesværet og smukt som her. Der er masser af rum, stemning, majestæt og drama på 'Explode', og den skabes med en fabelagtig sans for timing og tilbageholdt styrke. Omkring AGF lander de galvaniserede og stivbenede beats og bassug alvorsfuldt, mørkt syntetiske klange og enkle melodier omfavner hende, mens glitch, sitren og afsnuppede lydfiler tilføjer understrømme. Og det er bizart nok ikke uden en fjern popnerve (af de absolut mest krævende), der måske bedst kan beskrives som en avantgardistisk drømmeudgave af Pet Shop Boys West End Girls. Men AGF og Delay er selvfølgelig langt længere fremme i de smart fodformede sko, da de begge i flere år har befundet sig blandt Europas velrenommerede programmører uden for mainstream. Det civilisationskritiske sindelag er evident både i form af links i bookletten, i form af tekster om selvmordsbombere og forbrugersamfundets onder og måske i forlængelse heraf også i form af de aseksuelle produktioner - nydelse og hedonistisk repetitiv musik er jo også en vare: »People look bored and rich/Living only for the moment/ In golden paper«. 'Explode' er en eftertænksom og kompleks oase, et værn (og en vare) mod varestrømmen. Det bliver aldrig forceret eller hult, og der shoppes ikke efter nemme eller luksuriøse løsninger på komplekse og dybereliggende problemer. Og alligevel bliver 'Explode' helt ubesværet til kunst.