DER ER LIDT af hvert og dit og dat på den danske duo Musikks debutalbum 'When The Musikk Starts To Play'. Congas og scratch, electro-robotstemmer og big beat-drøn, plastiksalsa og guitarornamenteret chillout, jam sessions og dj-mix, slagtøj a la Safri Duo og dancebeats, som de kendes fra tv-reklamerne. Masser af genrer, klange, programmeringer, gæsteinstrumentalister og -vokalister, der arbejdsomt kværnes ned i dancepoppens dunkende format uden videre form for opfindsomhed. Ikke kun understreget af komplet ligegyldige coverversioner af alt fra 'You Can Call Me Al' (hvor Paul Simons tekst jappes utydeligt igennem) til det i forvejen rædselsfulde 1980'erhit 'Love Changes (Everything)' - typisk med et elektronisk beat som alibi for overhovedet at lave coverversionen. Men også i måden, hvorpå kliche på kliche fra tidens elektroniske diskurs, forudsigeligheden i genreblandingerne og spøg og skæmt fra dancepopkataloget tårner sig svimlende op. Der er meget få lettere formildende omstændigheder - så som 'L'Amour', 'Shake That Booty' og det Bombay Rockers-støttede titelnummer - men det kan simpelthen ikke opveje banaliteterne, udvandingerne, ufarligheden, den galopperende opportunisme og den jamrende mangel på sensualitet. Og at d'herrer Jesper Green og Mikkel Torsting har stor succes på dancecharts og diskoteker må først og fremmest være en indikation af, at kravene til den moderne dans her åbenbart først og fremmest er genkendelighed og populisme. Og så rundes albummet af med et levn fra Ibizas narkotiske strande med den klistret drømmende 'Sunset Chill', der mest af alt lyder som Dire Straits på ecstacy. Ikke for sarte sjæle.