Den mindste rynken på næsen dykker danske Geeza ned i en strøm af skamløst hoftevridende strategier på sit debutalbum 'This Is Beyond Criticism'. Der smøres tykt på i ånden og stilen fra endorfin-fetichister som Basement Jaxx og deres kulørte house, Audio Bullys og deres gadedrenge-uk garage, Felix Da Housecat og hans electrogejle house, Prodigy og deres punkede big beat. Læg hertil fuldfede samlejer med rockelementer såsom solidt distortet elguitar, der hvirvler ind og ud af frekvensområderne, elguitarsampling fra David Bowies Fashion og glamrockglitter. Og læg oven i gedigent vrængende gadebritiske sangere og lodret piksikre dancehall- toastere. Og, voila, de forjættet fyldte dansegulve er i sigte under påvirkning af en musik, der i bund og grund tjener som designerdrug. Det er befriende og lovende for fremtiden at den 29-årige Benjamin Pedersen alias Geeza ikke dyrker flavour of the month, men blander løs fra de sidste par årtier, især det seneste. Det er ikke videre opfindsomt, men yderst foretagsomt. Og til tider møgumuligt at sidde stille til. Geeza kan og vil noget. Det er ikke meget, men det meste af tiden er det mere end nok. Men også til sidst for meget. Og man ender med at blive overgæstet, fordi der simpelthen ikke er variation nok i sangere og produktioner til 15 numre og 65 minutter. Og det er en skam.