Der er noget i luften, jeg ved ikke hvad. Men tag mig pokker om ikke det lugter af pebernødder, andesteg og lårfed hyggeknas! Jul med andre ord. Det var ikke løs snak, da Kim Larsen i 2001 mere end antydede, at 'Glemmebogen' ville blive et projekt i tre dele. Albummet med folkelige favoritter fra det forgangne skulle efter samme princip blive fulgt af fortolkninger af de gode, gamle jule- og børnesange. Der ellers risikerede ikke blot at sygne hen, men rent ud gå i glemmebogen. En cd med julesange. I de fleste tilfælde ville alarmklokkerne ringe hysterisk. Tænk, hvad man ikke er blevet udsat for af gyselige jule-cd'er! Syntetiske børnekor, nisser og mus på speed, 'Glade Jul' til disco-rytmer og mere eller mindre forsumpede skuespillere på frihjul og med sne på taget. Intet afstedkommer så meget bras som den søde juletid. Men der er ingen grund til kvalme i utide, når sangeren med den gode hukommelse er Kim Larsen. Der er nemlig også noget andet i luften. Reverens for den del af den hårdt prøvede tradition, der i ordets egentligste forstand er fælles musik. Hvem andre end Kim Larsen kunne lave 'En rose så jeg skyde' som rock'n'roll, så ikke engang salig Peter Faber ville få nervøse trækninger i ansigtet? At lave en cd med julesange er en langt mere bunden opgave end den første 'Glemmebog', hvor Larsen uden videre kunne slippe den indre sømand løs i Sangskattens varmblodige favn. Der er mindre råderum, men Kim Larsen afbøder det til dels med at hale nytåret med om bord. Det giver plads til både feststemning og gravalvor, der kan komplementere julehyggen. Og sagen er jo, at Kim Larsen kan synge så uhøjtideligt uden at sætte emnets indre højtid over styr. Uanset hvor hidsigt der bliver drønet rundt om træet med dets pynt, hænger Jesusbarnet fra barnetroen lige så stille på. Minsandten om ikke Kim Larsen selv har skrevet en julesang, og dén skal nok blive sunget, når der rundt omkring i de små hjem juleaften bliver krømtet og harket med de rustne og vakkelvorne stemmebånd. Spillet af Kjukken med blødt swing og i absolut gemytlig futtogsfart (»Så er det jul/ lykkejul/ vær vor gæst/ det er hjerternes fest/ vær velkommen/ store og små/ Jesus kom/ med næste tog«). De højtelskede travere er her - 'Højt fra træets grønne top', 'Velkommen igen Guds engle små' og 'Et barn er født i Betlehem' - sidstnævnte med Gasolinsk smæld for skillingen. Men også mere glemmebogsagtige ting som 'Børn og voksne i kærlig krans'. Kim Larsen gør sangene til sine egne med sin karakteristiske stemme, der som et godt halstørklæde er lun og ulden og også godt kan kradse lidt. Musikalsk bliver der fortolket, men ikke så meget at sangene bliver antastet som fælles gods. Kim Larsen er noget af det mest danske, siden Peter holdt Jul og Daells Varehus lukkede. At han i disse år tager en væsentlig del af den folkelige danske kulturarv op til kærlig revision, er ikke kun en oplagt sællert, men tillige en begivenhed af kulturhistorisk betydning. Kim Larsen kan den næsten uforklarlige kunst at gøre glemte og forsuttede sange elskede og livlige igen. Kim Larsen og den danske sangskat. Det er på en måde det, de ovre i de engelsktalende lande kalder a match made in Heaven. Det er så oplagt, at man næsten havde opgivet drømmen om, at det en dag skulle ske i det omfang, det gør nu. Det lyder så selvfølgeligt. Måden Kim Larsen uden videre og uden unødvendig fikumdik træder ind i julestuen. Det er så oplagt, at han såmænd nok har kviet sig ved det tidligere. Men nu er den her altså. En juleplade, man ikke blot kan holde ud at høre på, men også en juleplade, man ikke kan undgå at holde af. Julen har bragt velsignet bud - og det allerede i begyndelsen af november. En højtidsklassiker er født. Og vis mig så lige den nytårsfest, hvor Larsens smørsangerversion af 'Tak for alt i det gamle år' ikke vil glide bævende over dansegulvets serpentiner, mens fyrværkeriet brager løs udenfor.