Fire år efter sidste sending hjemmerullede sange fra den danske (u)virkelighed med den svært tilgængelige titel 'Onomatopoietikon' er 48-årige Allan Olsen endelig tilbage med nyt under det noget lettere navn 'Gæst'. En fin hentydning til den mangeårige musikalske makker Gæst Vincent, der med sine tangenter og bas hist og her er den gennemgående ledsager på disse 10 sange. Men også en antydning af Allan Olsens rolle som gæsten, der i lighed med barnet i 'Kejserens nye klæder' har det med at komme på besøg for med krast klarsyn at gennemskue al forstillelse og fortælle, hvordan tingene egentlig hænger sammen. Heldigvis stadig ofte med den kostelige humor, der gør en jydehymne som 'I statsministerens undergrund' vellykket. Uden at hovere tager den grundigt pis på opstandelsen over den københavnske metro med omkvædet: »Og jeg er fuldstændig ligeglad/ Det pisser ned og min knallert er flad/ Så få dog armene ned, Anders Fogh/ Det er trods alt kun et lille futtog«. Og stiller spørgsmålet om »en enkelt metro gør en by til en metropol«. Bortset fra den lidt for forudsigelige mediekritik i 'Namedropping Nobody' med endnu en punktering af københavnsk selvfedme og den medrivende 'Trist som en tigger i Bombay', der stiller sig uforstående over for grunge-generationens klynkeri, er det ikke, fordi Allan Olsen er i det kommenterende hjørne. Han er snarere fanget i undren, misantropisk melankoli og bizarre overvejelser som for eksempel om, hvorfor det 'Lille hul' ikke er mere værdsat. Ja, det er det hul, der sidder bagest på mennesker, og som man »aldrig ser i reklamer«, Allan Olsen hylder med en opløftende melodi, drevet frem af Gæst Vincents orgel. Spøjst, men fint. Kærligheden er et sjældent emne i Allan Olsens sange, der endnu sjældnere befatter sig med den lykkelige af slagsen. Det sker ikke desto mindre på den smukke 'Seende kærester', hvor vi møder det mangeårige par på fugletur om natten med »Hobnobs og Lipton's«. Dybest set leder de efter hinanden i et »Helly Hansen dresscode scenarium«. Et snapshot af den gulkantede virkelighed, kun Allan Olsen kan fremkalde. Ligesom den prægtige kærlighedserklæring til den ikke perfekte kvinde med »selfidence«, 'Én der er grim'. Det er Olsen Classic om erobringen af taxadamen, der »ligner noget, der har været ild i engang/ som ingen gad slukke«. Det sker naturligvis i en passende kæfert: »Jeg nåede lige at sige, at hun lignede Palle Lauring/ Så gik jeg kold«. Musikalsk er albummet, der også rummer mere eftertænksomme sager som 'En plads i byen' og 'Inden Bay City Rollers kom frem', afdæmpet, men ikke desto mindre swingende og lækkert. En fornem samling sange fra Allan Olsen, som gør det meget mindre kedeligt i et land med »varm luft som valuta«.