'Freedom's just another word for nothing left to lose', lød det fra salig Janis Joplin. Ud fra den logik er fangenskab bare et andet ord for alt at miste. Og dér inde bag forventningernes og kravenes lås og slå må danske Saybia have befundet sig under skabelsen af opfølgeren til debutalbummet 'The Second You Sleep', der blev belæsset med glitrende kritik, priser i hobetal og dundrende kommerciel succes: 126.000 eksemplarer solgt i vort lille smørhul, yderligere cirka 160.000 ude i den store vide verden. Saybia har haft alt at tabe. Det er så heller ikke gået hverken værre eller bedre, end at kvintetten har gennemlevet noget så godt gammeldags og ikke videre overrumplende som en bandkrise størrelse X-large et sted mellem nu og januar 2002, hvor 'The Second You Sleep' ramte gaden, den danske ungdom og sing-a-long-inventarlister til fester landet over. 'These Are The Days' er således lyden af en bandstruktur, der har været radikalt slap, men nu er blevet betragtelig strammere i koderne igen. Det er en toer, der emmer af saftigt samspil og solidt håndværk, af en genvunden glæde ved rocksangen, som masser af succes og en lang turné kan frarøve enhver. En amerikansk langhåret tyngde og fylde melder sig hist og her, en folkemusikalsk intimitet og sågar en harmonika er på lynvisit, og selvfølgelig en vifte af tekster om kærlighed og om at: »grass is not greener on the other side/ I know by now, cause I walked the red carpet and died/ There is so much more to life than what meets the eye«. Den stjerneproblematik formulerede Gasolin vist lidt mere prægnant, og i det hele taget er det ikke i de klichétunge tekster, man skal finde forløsning. Den findes til gengæld i de bedste sange, der stadig er saliggørende salmer for enhver gennemsnitligt krøllet sjæl. Det starter fremragende med tre gnistrende sange, tre stykker distinkt melodisk sammenbruds- og genopbygningsrock, hvor man tror på Søren Huss' sangstemme og især hans vibrato som et spejl for et skælvende, dunkende hjerte. Herfra bliver det en kende mere ujævnt, og kvintettens patos begynder hist og pist at buldre hult. Galt går det på 'Guardian Angel', der bag de højt svungne strygeres, buldrende trommers og flossede guitarers løstsiddende kamouflage blot er en kvalm, kalorietung lightersang. Hvilket også gælder 'Haunted House' og 'Stranded' bare under anden sminke. Her bliver Saybias store hvide følsomhed (som jeg ikke skal betvivle, at de fem medlemmers brystkasser svulmer af) uvedkommende for udenforstående. Fordi den er fortærsket, unødigt forstørret og sentimental. Fordi den savner den friske blodsmag, som enhver stor følelse har, når man gennemlever den. Så Saybia er ikke kommet sig helt over de interne blødninger, selv om de stadig kan få enhver lytters hjerte til at bløde på 'These Are The Days'. Det er en altmodisch småsymfonisk rock, som i disse bedste og meget medrivende passager transcenderer det banale og fremstår nyfødt. Her er de stadig mestre i patos-pakket mainstreamrock, som Radiohead også var det på 'The Bends', som Coldplay af og til er det den dag i dag. Saybias stråleglans er blot blevet dæmpet, og det kan vise sig sundt. For drengene har mindre at miste nu.