HER ER BEDØVENDE MUSIK AF GULD/ han siger sine ord med ryggen til/ han stoler kun på sig selv/ han har pen og blæk/ han har papir/ JØRGEN LETH/ han ser på billederne/ han lytter til musikken/ han drømmer om lykken/ han har pen og blæk/ han har papir/ OLE RITTER/ han har råstyrke/ HER ER BEDØVENDE MUSIK AF GULD OG SØLV ('NAVNESTYKKE' 1967) De andre navnetræk i teksten tilhører Marlon Brando, bokseren Børge Krogh, Simon Spies, og på visit kommer også Godard, Jane Fonda og Anouk Aimée. Hvor er det dog indlysende, hvor er det dog oplagt. At sætte musik til Jørgen Leth og hans digte. Digteren Jørgen Leth, som var cool, før ordet fandtes andre steder end i jazzmusikken. Jørgen Leth, som uden videre gik forud for sin tid, da han gjorde indskrivelsen af digterens jeg i teksten til en selvfølgelig del af sin praksis. Den, der udfører eksperimentet, er en uadskillelig del af det. Det tog længere tid, før videnskaben tog det ad notam. Jørgen Leth, der også på andre punkter suverænt skred fra sin samtid og langt ind i fremtiden med sin usnobbede og kyndige sidestilling af ikoner og præstationer fra kunst, sport og populærkultur. Det er slående, når man hører 'Han er nu malet blå'. Let i anslaget og cool og klar i tonen; det kølige digteriske intellekts sidestykke til Stan Getz. Når det er blevet det bedste cd-samarbejde mellem lyrik og musik siden Dan Turèll og Halfdan E's 'Pas på pengene', så er det, fordi Jonas Engberg og Abdullah S rammer sprogtonens musikalske sidestykke så præcist, som tilfældet er. Musikkens tørre beats, der ikke desto mindre også har godt fat i den sanselighed, der mellem de poetiske manifestationer knitrer fra den Lethske hjernebark. På nær to tekster er der tale om nyindspilninger fra Leths side. 'Drømmen om at eje en baghånd' og 'Min påklædning' fra 'Sportsdigte' lægger den nødvendige distance til enhver svedig sportslighed. Sporten er et fænomen. Sporty og arty. Et udtryk man kan vriste løs fra sin vante sammenhæng, holde op mod lyset og se som sokker og anti-sokker: »Jeg må jævnlig købe nye sokker. De blir ødelagt af sved«. Et helt igennem konkret og lige så meningsfuldt som meningsløst verdens-citat. Men også netop på baggrund af disse konkrete poetiske prøvelser er det så ekstra fint at opleve den smidige og suveræne virkelighedsfornemmelse i de nyeste tekster. Den sensuelle 'Kan jeg tage dine hænder', 'Tet bef', knivskarpt billede fra Haiti, og det store clou 'Hælder alting ud' om kunst og kusser og søde og syltede heste. Som af gode grunde får komponisterne Abdullah S og Jonas Engberg til at svinge sig op på de høje nagler og yde deres bedste dagsform. Som de gode sportsmænd, de på et eller andet plan må være! Sportskommentatoren Jørgen Leth er for længst blevet en institution som garant for en alt for sjælden sammenhæng mellem sprog og sport, mellem kommunikationskunstens teknik og musik. Dokumentarfilmskaberen Jørgen Leth er nærmest en legende, der i 'De 5 Benspænd' fik sig en fortjent international eksponering i sparringen med Lars von Trier. Digteren Jørgen Leth blev i 2002 markeret med en 'Samlede digte', men når man lytter til 'Han er nu malet blå', føler man virkelig, at man sidder med mere end et appendiks til historien. 11 numre om alt fra sex og sokker til Fausto Coppi, krat, kaos på Haiti og hvide lår. 11 numre, man føler teoretisk set kunne handle om alt mellem himmel og jord, men nu kun kan handle om netop dette. En fokusering og en indsnævring på det præcise sproglige udtryk, der på en underlig måde stadig synes at rumme potentialet til at kunne udtrykke alt. Sproget er et instrument, som fatter og former alt. Efter forgodtbefindende. Det perfekte menneske. Det tilfældige digt. Skabt enestående og grebet ud af den blå luft. Det er en slags musik, der organiserer stoffet. Så det swinger. Abstrakt og konkret. 'Han er nu malet blå' er på mere end én måde popkunst af bedste kaliber.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























