KOMMER WU-TANG CLAN til Roskilde i år? Ja, hvis de altså ikke kommer op at slås i lufthavnen! Sådan har joken lydt i nu syv år, siden en ellers stuvende fuld Grøn Scene fik at vide, at de godt kunne skyde en hvid pind efter koncerten med 1990'ernes mest rasende originale, uforudsigelige og kunstnerisk besværlige rapkollektiv. Om Wu-Tang Clan rent faktisk kom op at slås i lufthavnen i New York, ved jeg faktisk ikke. Sådan lyder den populære historie i hvert fald. Med god grund. For gruppens ni medlemmer er musikhistoriens vildeste sæk lopper. Slåskampe, arrestationer og afvænningsdomme fylder godt i Wu-Tangs univers. Men det gør hvirvlende intense storbybeskrivelser, rørende rapbekendelser og guddommeligt flippede musikalske eventyr heldigvis også. Desværre kan ingen af de sidstnævnte kvaliteter hæftes på 'Tical 0: The Prequel'. Det er det fjerde album fra Method Man, Wu-Tang Clans læspende stenerrapper. Hvor hans barokt indviklede hyldester til ulovlig tobak og nedgørelse af konkurrenterne førhen kunne få lytternes kæber til at klaske mod jorden i takt med beatet, stiller han sig nu tilfreds med halvbegavede, halvsjove verbaltæsk som »Where the bastards at and where are their habitats?/ I send their asses back to foldin' sweaters at the Gap«. Alt sammen til standardbeats, der allerede er hastigt på vej ud glemslen. SÅ ER GHOSTFACE - der vel nok har udartet sig til Wu-Tang Clans største solostjerne - en langt mere intens rapper. Hos ham lever stadig Wu-Tang-oplevelsen af en samling desperate rappere fra Staten Islands forslummede boligblokke, der kaster sig frem på nakken af hinanden for at komme til mikrofonen. Bortset fra at Ghostface altså er helt alene om at fremmane den. De musikalske produktioner på Ghostfaces 'The Pretty Toney Album' har en stor aktie i denne følelse af pinedød nødvendighed: Han har formået at samle en række folk om sig, der deler hans hang til at smide gamle, halvsmadrede soulsamples ugenert til højre og venstre. Løbske blæsere, længselsfulde stemmer fra en svunden tid farer gennem lydrummet i uberegnelige diagonaler, mens Ghostface selv pløjer ufortrødent af sted på toppen af det hele. Her er også langt større lyrisk spændvidde end hos Method Man: Ghostface favner snildt både kærlighedserklæringer, eftertænksomhed og landevejsrøversange. Måske er han ikke lige så hø-hø-quotable - men langt mere menneskelig, mere vedkommende, mindre papfigur. Wu-Tang Clan havde været sjovere at opleve for syv år siden, på toppen af deres formåen. De er med på årets Roskilde Festival i kraft af tidligere tiders meritter. Men når det nu skal være, så må vi håbe, at det er Ghostfaces album, der er den mest repræsentative forsmag på koncerten - hvor han kan opleves sammen med Method Man og de andre kernemedlemmer RZA, GZA og Raekwon. Hvis altså ikke ...