Det er da godt, at netop denne her dygtigt spillende danske kvintet ikke har kaldt sig Terrier. For nogen hidsig, bidsk tæve er popgruppen Labrador langt fra. Tvært imod. To år efter debuten med albummet 'Goodbye Susanne' er Labrador fortsat et charmerende og iørefaldende bekendtskab. Hele vejen igennem det nye album 'Instamatic Lovelife' holdes arrangementerne inden for en farveskala af dydige sommerpasteller. Stemningerne af noget øjensynligt let og udansk fornøjet fuldendes af rent klirrende guitarer, elegante Herp Alpert-inspirerede trompeter og strygere spillet af ingen ringere end Prag Philharmonikerne. Samt ikke mindst af vokalharmonierne. I sammenligning med debutalbummet har Sara Futtrup Lund (spiller også keyboards) fået en mere fremtrædende rolle som sanger. Hendes klare, kirkekorstrænede stemme lyser op og virker meget mere sikker end den røst, Labradors ankermand og førstesanger Flemming Borby har at gøre godt med. Borby (også guitar og keyboards) slipper akkurat af sted med at bruge sin blege stemme i duetter med Sara Futtrup Lund. Men når hans vokal får for meget plads, bliver helheden undervægtig. Som det er tilfældet i åbningssangen med den derfor uheldige titel 'Why Does Nobody Listen'.