Både fremme i allerforreste linje i halballernes kulturkamp, på de mere 'rigtige' spillesteder og ikke mindst i kulturpolitikkens kulisser, har 54-årige Ivan Pedersen spillet en enorm rolle for dansk rock. Den lange mand indledte såmænd sin karriere i 1966 med McKinleys, inden han et musikstudium på universitet senere skabte landeplader med Laban i 1980'erne, for i 1990'erne at slide sine cowboystøvler ned på amerikansk rock med Backstreet. Sideløbende har Ivan Pedersen skrevet, sunget og produceret for et utal af kolleger og knoklet for de samme i diverse råd og udvalg til musikkens fremme. I moden alder er han så begyndt at fortælle, hvordan verden ser ud gennem ruderne i Kong Pedersens rige. Ikke nødvendigvis noget kønt syn, men for en ferm melodisnedker som Ivan Pedersen meget på hjerte, går det aldrig helt galt. Hans ordrige tekster er desværre ikke altid så mundrette og morsomme som titlen på hans blot andet soloalbum, 'Uden for nummer, men venligt stemt'. Lidt for ofte kløjes Pedersens fine vokal i meninger og sært banale sætninger, men i hyldester til den livslange kærlighed som 'Lykkelig' og 'Ud i det blå' optræder den erfarne vokalist med en klædelig ydmyghed og lader ærlig poesi flyde ud i de smukke melodier. Det er langt mere befriende end prædikener som 'Giv mig en Gud', der overbeviser om, at vi slet ikke har brug for en sådan. Vi har jo Pedersen, som meget gerne må fortsætte og gerne med mere af sin fine humor.