Oven i købet står funkregenten fra 1980'erne, der forduftede i sære tåger og ikke mindre mærkværdig jura, ved sit navn og holder fokus på sit overraskende overbevisende comeback-album, 'Musicology'. Ikke at Prince ikke har indspillet musik, mens han flakkede forvirret rundt i en blindgyde på internettet. Det har han naturligvis - eksempelvis jazzfusion på 'The Rainbow Children' fra 2001 og den instrumentale og stærkt eksperimenterende 'N.E.W.S.' fra i fjor. Men intet af det var i nærheden af den styrke, han demonstrerede ved koncerten i Falconer for to år siden og nu på dette første værk i årevis fra et stort pladeselskab. Ja, faktisk skal vi vel tilbage til 'Lovesexy' fra 1988 for at finde en så vital Prince, som vi møder her. Hvorfor har han bestemt sig for at slå tilbage igen? Svaret blæser naturligvis i den parfumerede luft bag den 45-årige kronprins, men han giver et bud i titelnummeret med de mange elegante henvisninger til bl.a. Earth, Wind & Fire: »Wish I had a dollar for every time you say/ Don't you miss the feeling music gave you back in the day? Let's groove«, synger han og lyder i den grad, som om han mener det. Der er en forunderlig afklarethed over 'Musicology' fra Prince, som igen og igen erkender, at han er 'old school' nu. Men derfor kan man jo godt være både vedkommende, inspirerende, danseglad og selvironisk. Dansen og festen, som Prince tidligere mestrede mere end nogen anden, har han heller ikke glemt. 'Life 'O' The Party' med blæsere og et heftigt funkantrit deler også ud af associationerne med en lille hilsen til Michael Jackson. Med den anden sorte kronprins' vokale stil synger Prince: »My voice is getting higher/ I ain't never had my nose done«. Til gengæld er der ikke så meget af den fyrige sexsymbolik, Prince før yndede at slynge om sig med. Sensualiteten er nu underspillet og slynger sine tunger rundt om sangene med langsomme grooves og pludselige bræk i bækken og hofte. Sangeren, der i dag er medlem af Jehovas Vidner, forsøger i den vellykkede og stramme funkrocker 'Cinnamon Girl' - nej, det er ikke et lån af Neil Youngs sang af samme navn - at forholde sig til verden efter 11. september. Det klæder ham faktisk, og sangen er en oplagt livetræffer. Stærkest på 'Musicology' står dog de ballader, hvorpå Prince hylder hverdagen i kærlighedslivet, også kendt som ægteskabet - 'If Eye Was The Man In UR Life', 'A Million Days' og 'Call My Name'. I den afsluttende sang, 'Reflection', hylder han det lange loyale venskab og samlivet: »Remember all the way back in the day/ When we would compare whose Afro was the roundest«. Og sandelig om ikke den tidligere regent i ekstremernes og eskapadernes rige lykkeligt henkastet spørger: »Did we remember to water the plants today?«. Ak ja, sådan kan det gå, og det er faktisk slet ikke galt. På vej tilbage til den gamle skole fra 1980'erne kiggede Prince forbi og satte over til en ordentlig portion brændende kærlighed. Nu ligger den og simrer på hverdagens understrøm af sensuel soul. PS: Glem bare hysteriet om det der bryllup i maj. Forårets egentlige royale nyhed er her.