Inden for sit eget intime og stemningsfulde udtryk går danske Lise Westzynthius i flere retninger på sit nye og andet album 'Rock, You Can Fly'. Den ene vej fører hende tilbage i tiden til slemme minder, som hun forsøger at spule væk under en møjsommelig, mental hovedrengøring. Den anden vej fører i den modsatte retning. I nogle af sangene er det, som om hun har lirket døren op til et sted, hvor hun føler sig så forfriskende selvtillidsfuld, at hun har styrke til at dele det med andre. På den ene side er 'Rock, You Can Fly' en omfattende skadesanmeldelse fra en kvinde, som er blevet såret af både forældre og elskere og selv er blevet ret ferm til at såre og afvise. På den anden side er 'Rock, You Can Fly' en lettet og lidenskabelig erklæring om livsforelskelse underskrevet af den samme kvinde. Begge sider er alvorlige, og der er skrevet om dem før. Lise Westzynthius arbejder med dem på sin egen, kunstnerisk relevante måde, som på flere måder ligger direkte i forlængelse af hendes to år gamle solodebut, 'Heavy Dream'. Også denne gang er Lise Westzynthius' stemme lidt af et chok. Ikke fordi hun giver den pondus og muskler. Tværtimod. Hendes stemme veksler mellem at være et klart, sart chok og en intimt hviskende overraskelse. Uanset om vokalen er gennemsigtig som pudset glas eller tøvende og forsigtig som et frygtsomt kærtegn, har man på fornemmelsen, den fortæller hemmeligheder. Og man får lyst til at høre dem. Ligesom på 'Heavy Dream' tilføjer Lise Westzynthius her sine sange stemninger af lokkende mystik. Hun fortæller os noget, men holder for eksempel i albummets første sang 'Séance' en gåde tilbage. En kvinde ligger halvvejs sovende i sin seng. En mand låser sig ind. Kvinden hvisker sin kærestes navn. »Det er bare mig, min elskede«, siger manden og kommer hen til hende under dynen. Hun troede, hun kendte ham, men hun kender ham ikke. Eller er det sig selv, hun ikke genkender? Man ved det ikke. Men man nyder at forblive nysgerrig. Når Lise Westzynthius nu de fleste steder formulerer sig flertydigt, har det ekstra stærk effekt, når hun pludselig taler tydeligt. Med adresse på. »Two parents never made it safe for me«, synger hun i 'Reparation'. Både lyrisk og musikalsk er den sang i nær familie med 'Return to Take-Off', hvor hun synger: »My baby sister said: I wonder if she's dead. Only a ghost behaves like she does. I was your angel 'cause I felt with you mamma mia«. Også gamle kærester går gennem sangene som spøgelser, hun ser i øjnene og siger farvel til. Hun vil videre. »Watch me survive now«, som hun synger et sted. Overalt hænger tekster og musik uløseligt sammen hos Westzynthius. I sangene om opgør med fortiden er musikken lidt uforløst diskuterende. Præcis som indholdet. 'Reparation' er fire et halvt minut med anelsesfuld selvanalyse på følelsernes værksted. Tilsvarende er 'Sunstroke' ikke så meget en melodi i bevægelse som en tanke, der foldes ud. Næsten som et billede malet af tangenternes, guitarstrengenes og de elektroniske maskiners tætte, fugtige lyd. Anderledes livfuldt gyngende og fortællende er melodierne, når fortiden er afklaret. Inklusive de brummende bundlyde og et enkelt vers formuleret på frejdigt dansk er 'Break another Heart' en moderne, handlekraftig vals. 'Rock, You Can Fly' er en overgivelse til kærligheden og en indrømmelse af selvtilliden sat på en god melodi. Den engelske producer Ian Caple har været lydchef og programmør på 'Rock, You Can Fly'. Blandt musikerne er også guitaristerne Sebastian Büttrich og Moogie Johnson, trommeslageren Martin Bjerregaard og pianisten Lise Westzynthius selv. Ian Caple har tidligere arbejdet med bl.a. Tindersticks og Tricky. På 'Rock, You Can Fly' har han hjulpet Lise Westzynthius med at uddybe stemningerne og fremhæve det helt særlige ved hendes udtryk. Sådan set siger hun selv, hvad det er. I 'Séance' synger hun: »She is strong, but in a frail way«. Det er kombinationen af de to ting, som gør Lise Westzynthius ualmindelig interessant.